KØB PLUS!

Dansk verdensmester til Cult

Team Cult Energy har sikret sig Mads Würtz Schmidts underskrift. Det unge danske talent skal dermed næste år køre for kontinental-holdet.

Mads Würtz Schmidt har kørt sit sidste løb som juniorrytter, og skal fra næste sæson køre i den danske A-klasse sammen med eliten. Det kommer han til at gøre iført Team Cult Energy tøj, da det østjyske kontinentalhold mandag har offentliggjort, at de har skrevet kontrakt med den tidligere verdensmester.

Dermed kommer Würtz under vingerne på Michael og Christa Skelde.

- Det er for tidligt for mig at komme uden for landets grænser. Jeg har selvfølgelig ambitioner om at komme til tops, og der ser jeg egentlig Skelde som den eneste rigtige mulighed herhjemme. De har et godt hold og tager godt hånd om talenterne. For mig har det ikke handlet om økonomi eller noget andet. Hos Skelde vil jeg føle mig tryg og kunne udvikle mig i mit eget tempo, udtaler Mads Würtz Schmidt, der indtil videre bliver boende i Randers for at færdiggøre gymnasiet til sommer.

Mads Würtz Schmidt sprang nærmest som en trold op af en æske, da han i september 2011 overraskede alle ved at vinde junior-VM i enkeltstart på hjemmebane i København. Men det er bestemt ikke den eneste gang, at han har vist sit store talent, for i foråret 2012 vandt han Paris-Roubaix, mens det også blev til en etapesejr i Fredsløbet og samlet sejr i Driedaagse van Axel.

Den unge dansker var i år også på træningslejr med Omega Pharma-QuickStep. I første omgang bliver det dog altså på et dansk kontinentalhold, at karrieren fortsætter. I år har Würtz Schmidt kørt på Blue Water Junior, men han valgte altså ikke at rykke op på Blue Waters kontinentalhold.

- Det er et kæmpe stort skridt at gå fra junior til U23. For det første skal man køre ca. 50 km længere i hvert løb. Samtidig er farten en anden. I juniorløb bliver der kørt stærkt hele tiden fra start til slut. Det gør der ikke i A-klassen, men når der så bliver kørt stærkt, bliver der kørt rigtig stærkt. Det kræver selvfølgelig også en del mere på det taktiske plan. Det første år som U23-rytter bliver uden tvivl hårdt, men jeg tror godt, jeg kan klare det. Og det betyder meget at køre på et godt hold, siger Mads Würtz Schmidt.

Würtz får gode mentorer og er udtaget til U23 landsholdet

Sportslig ansvarlig for Glud & Marstrand-LRØ, der pr. 1. januar bliver til Team Cult Energy, Michael Skelde, glæder sig til samarbejdet med Mads Würtz Schmidt:

- Vi er glade for, at Mads har valgt at køre for os. Han er jo en spændende rytter med et uendeligt stort potentiale. Men det er klart, at han til at starte med først og fremmest er med for at lære. Han går fra at være juniorrytter til at køre U23, og der er en verden til forskel. Det kommer til at betyde meget for Mads, at han har nogle gode mentorer på holdet, der kan lære fra sig. Jeg ved, at André Steensen allerede har talt med ham, og han vil jo uden tvivl kunne lære Mads en hel del. Det bliver spændende at få en rytter som ham med på holdet.

Ved VM 2012, der blev afholdt i Limburg, Holland, kunne Mads Würtz Schmidt ikke gentage triumfen og verdensmesterskabet. I stedet blev det til en ottendeplads. Også som U23 rytter kommer han til at repræsentere landsholdet, da han er med i den trup, som U23-landstræner Morten Bennekou har udtaget til næste sæson.

Team Cult Energy har nu offentliggjort fem ryttere til 2013 sæsonen. Udover Mads Würtz Schmidt er der tale om André Steensen, Michael Reihs, Niki Østergaard og Christian Moberg.

feltet.dk

Læs også: