Mads Würtz Schmidt glæder sig over interessen fra Tom Boonens bagland.

Han har en VM-medalje fra verdensmesterskaberne i København i bagagen allerede. Men at kunne tilføje en status som vinder af Paris-Roubaix for juniorer på sit cv, bringer per definition ens navn ind blandt cykelsportens mest lovende talenter.

Det er så småt ved at gå op for Mads Würtz Schmidt, som søndag kørte sig til sejren i miniatureversionen af den nordfranske klassiker og hurtigt fik håndlun anerkendelse fra QuickSteps danske sportsdirektør Brian Holm.

Ifølge Holm er man så godt som sikret en prof-kontrakt med de resultater, Mads Würtz Schmidt allerede kan prale af.

- Det lyder fedt, siger den 18-årige gymnasiast selv til virakken.

- Jeg har ikke fået nogle konkrete tilbud om at blive professionel. Men hvis Brian Holm og QuickStep gerne vil se mig an på en træningslejr, er det da meget spændende.

- Hvis jeg som Holm siger skulle få tilbud, tager vi det hen ad vejen, lyder det fra den danske brostenskonge i juniorklassen.