Alberto Contador ligger til en sikker sejr i Giro d'Italia. Med et forspring på 2.35 ned til Fabio Aru og uden tegn på svagheder skal det gå meget galt, førend Saxo-Tinkoffs spanske stjernerytter giver slip på den lyserøde førertrøje.

Men han får brug for bedre støtte fra resten af holdet, end det han oplevede om søndagen, konstaterer Eurosports ekspertkommentator, Thomas Bay.

Contador bed fra sig efter massivt Astana-pres

»Det skal ikke være sådan på hver bjergetape, som det var søndag. På de sidste etaper bliver der nogle muligheder for at isolere Contador tidligere, så han må håbe, at der er nogle af rytterne på holdet, som har haft godt af en hviledag. De skal være bedre i bjergene, ellers bliver det for svært for Contador,« fastslår Thomas Bay.

Det handler ikke om at sidde med og kontrollere konkurrenterne på det sidste bjerg, det skal den klejne spanier nok klare. Men hvis han kommer under pres tidligere, kan det blive problematisk.

»Er du stærk nok, så kører du bare med. Men kommer der et angreb på det tredjesidste eller næstsidste bjerg, så kan han ikke lukke tingene selv. Der skal hjælperne vise deres værd. Men mon ikke Kreuziger og Rogers bliver bedre i den sidste uge,« forudser Eurosports ekspert.

Der venter fire store bjergetaper i den sidste uge, så der bliver rig mulighed for Astana-duoen Fabio Aru og Mikel Landa til at udfordre Contador.

»Hvis Contador også havde givet dem en justering på søndagens etape, så havde al spændingen været væk. Det gjorde han heldigvis ikke. Der må være ret lave odds på, at Contador holder fast i føringen hele vejen til Milano, men det er nogle giganter, at de skal op over, og alt kan ske i det terræn. Omvendt så har Contador vist, at han er på et ret godt niveau nu, og vi ved, at når han er der, så har han ikke tradition for at smide sejren væk.«

Thomas Bay forventer, at Fabio Aru vil være den stærkeste konkurrent til Contador på de kommende bjergetaper.

»Han bliver bedre i den sidste uge igen. Det så vi allerede søndag. Han var ikke helt skarp endnu, men han var der trods alt. Jeg tror, at vi kommer til at se ham på det samme niveau, som han var på i første uge og med den samme gejst og iver.«

Astana har haft en skygge af doping-mistanke hængende over holdet på grund af sidste sæsons mange sager. Mistanken bliver ikke mindre, når de himmelblå ryttere i den grad dominerer på de store bjergetaper i Giroen.

»Når et helt hold er så stærkt kørende, så er det noget, som giver nogle grimme minder. Jeg kan godt finde en naturlig forklaring - og jeg håber, at det er den rigtige. Astana er et hold med ni udprægede bjergryttere, og det er grunden til at de er så dominerende i bjergene, mens de andre hold har nogle lidt mere forskellige ryttertyper. Men jeg kan godt forstå, at der er nogle, som begynder at stille spørgsmålstegn ved Astana-holdet igen.«