Amalie Dideriksen leverede endnu et flot resultat, da hun vandt World Tour-løbet Ronde van Drenthe.

Hoogeveen. Cykelrytteren Amalie Dideriksen (Boels-Dolmans) fortsætter med at brillere i kampen mod verdenseliten.

Dideriksen, der sidste efterår vandt verdensmesterskabet på landevej, føjede endnu en flot sejr til cv'et, da hun lørdag triumferede i World Tour-løbet Ronde van Drenthe i Holland.

Efter 153 kilometer på vejene omkring Hoogeveen i Drenthe-provinsen ræsede Amalie Dideriksen først over målstregen og kunne dermed notere en af karrierens største sejre.

Den 20-årige dansker var mod slutningen del af et udbrud på fire ryttere, og da det hele skulle afgøres i spurten, var Dideriksen den hurtigste.

- Mine holdkammerater kørte så godt derude, så da Ellen van Dijk var i udbrud, kørte de hende ind og lod mig spare mig selv til spurten, siger Amalie Dideriksen ifølge cyclingsnews.com.

- Vi havde 10-15 sekunder til forfølgerne hele tiden, så vi vidste aldrig om de ville nå op. Det gjorde de heldigvis ikke, og jeg er glad for, at jeg havde energi nok til at vinde, lyder det fra den danske vinder.

Italieneren Elena Cecchini blev nummer to, mens Lucinda Brand fra Holland tog sig af tredjepladsen.

/ritzau/