Matti Breschel er Danmarks bedste bud på en medalje-tager ved dagens VM-løb

Matti Breschel kom med på yderste mandat til det tre mand store VM-hold, som i dag skal forsøge at sikre Danmark medaljer. Alligevel peger sportschef Lars Bonde på Danmarks ukronede VM-konge som det bedste bud på en dansk medaljetager på den hårde VM-rute i Firenze.

Bt.dk tog en snak med Matti Breschel om taktik, gode VM-minder og om at være tilbage hos de gamle gutter på Team Saxo-Tinkoff.

Lars Bonde mener, at du er det bedste bud på en dansk medaljetager. Hvordan ser du på det?

- Jeg er da glad for, at han tror på mig. Jeg føler også, at formen er god, og mine forberedelser er forløbet rigtig godt. Jeg har haft et godt program, og det er forløbet, som det skulle. Men hvordan det kommer til at gå, afhænger meget af, hvordan løbet former sig. Det er en hård rute, og hvis den bliver braget af på de første omgange, så kan det godt være, at jeg ikke kommer med op over stigningerne på sidste omgang. Men hvis det bliver et klassisk VM, hvor folk holder lidt igen og venter til anden sidste omgang, så kan jeg håbe på, at jeg kan få røven med op over og lave et resultatet. Og er godt resultat vil være top 10.

Vejrudsigten siger, at der kommer regn. Hvad betyder det for løbet?

- Det betyder, at det bliver hårdere og mere tilfældigt. Det har ikke regnet hernede i lang tid, så vejene bliver spejlglatte. Man bliver nødt til at tage nogle chancer i regnvejr og så håbe på, at man bliver på cyklen. Det gør også, at jeg ikke kan køre den taktik, jeg plejer at køre på stigningerne, hvor jeg normalt sidder og passer lidt på mig selv og sparer energi. Når det regner, så skal man være på forkant hele tiden og sidde blandt de forreste, så der er mindre risiko for styrt og for at blive fanget bagved, hvis der kommer splittelser på de våde veje. Man skal være med fremme, og det koster i sidste ende.

Du har vundet sølv og bronze ved VM. Hvad betyder VM for dig?

- For mig er VM det største cykelløb, og jeg er altid helt motiveret til det. Det er noget specielt, fordi jeg repræsenterer Danmark. Det er et anderledes cykelløb end andre løb og bliver kørt anderledes. Det er fedt. Det er altid et stort øjeblik for mig. Klassikerne betyder også meget for mig, med VM er altid et stort løb og mål for mig.

Hvad står som dit bedste VM-minde?

- Jeg synes, jeg har nogle stykker. Da jeg vandt min første medalje, synes jeg, at det var rigtig stort, og det gav mod på mere. Jeg er faktisk også ret stolt over min præstation ved VM i Mendrisio i 2009. Der blev jeg godt nok kun nummer syv, men jeg kørte lige op med de bedste på den hårdeste rute, der havde været i mange år. Det var sgu fedt.

Du vendte i denne sæson tilbage til Team Saxo-Tinkoff. Er du tilfreds med din sæson indtil videre?

- Jeg er ikke tilfreds med min klassikersæson. Men ellers synes jeg, det har været okay. På det seneste er det gået rigtig godt og min form er god, fordi mine forberedelser til VM har været optimale. Men bare fordi jeg har gode resultater ved VM og min form er god, så er det ikke sikkert, det kommer til at gå godt, for det er virkelig en hård rute. Overskriften behøver ikke at være, at vi tager medaljer. Men du kan skrive, at vi håber på det, og vil gøre vores bedste.

Hvordan har det været at komme tilbage til Bjarne Riis og Team Saxo-Tinkoff?

- Det har sgu været fedt. Nu er jeg sammen med alle de gamle gutter igen, og det er jeg glad for. I og med at jeg er sammen med nogle kammerater, som jeg har kendt, siden jeg var 12 år, så kan man vel godt sige, at jeg er mere tryg. Jeg fik chancen for at komme tilbage til holdet, og det havde jeg lyst til, så derfor gjorde jeg det. Det har jeg ikke fortrudt.