Danmarks Cykle Union har ansat en ny administrerende direktør. Den 48-årige Per Henrik Brask overtager pr. 1. oktober posten, der senest er blevet bestredet af David Gullberg, som blev fyret i marts i år, og som siden blev anmeldt til politiet efter et millionunderskud.
Per Henrik Brask har tidligere bestredet chef- og direktørstillinger i Post Fleet Management, Carlsberg Danmark og i DSV. Senest har han været ansat i Jyske Finans.
»Med Per Henrik som ny direktør får vi en leder, der kan kommunikere og eksekvere. Han kan samarbejde og er købmand. Det har Danmarks Cykle Union brug for. Per Henrik har et stort og stærkt erhvervsnetværk, hvormed vi kan udvikle samarbejdet med nye og eksisterende sponsorer og samarbejdspartnere i Danmarks Cykle Union,« siger bestyrelsesformand i Danmarks Cykle Union, Niels Sørensen, i en pressemeddelelse.
Formanden understreger, at Per Henrik Brask kender til betydningen af foreningsarbejdet og selv har en fortid som frivillig både i forbindelse med Roskilde Festival og under VM i paracykling og landevejscykling, som blev afviklet i Danmark i 2011.
»Jeg elsker cykelsport. Men det er som leder, at jeg sammen med mine kommende medarbejdere kommer til at gøre en forskel i Danmarks Cykle Union. Sammen skal vi skabe en dynamisk kultur, hvor der er højt til loftet og med albuerum, mens vi samtidig har både vilje og evne til at forfølge og nå vores mål. Et af dem er, at DCU skal være for alle. For motionister på landevejene og i skoven, for eliten ude og på bane og for hele landet,« siger Per Henrik Brask, der også selv er en aktiv cykelmotionist og desuden er forfatter til flere bøger om cykelmotion.