Løbsdirektøren for Postnord Danmark Rundt, Jesper Worre, er rigtig godt tilfreds med, at Bjarne Riis og Lars Seier Christensen er gået ind som sponsorer for det nu tidligere Team TREFOR, der fremover skal gå under navnet Team Virtu Pro-Veloconcept.

»Det er spændende. Jeg har vidst, at det var undervejs, men det er gået meget hurtigt fra deres side. Og jeg vil sige det på den måde, at det er nok ikke noget, der ligefrem forringer interessen for Postnord Danmar Rundt. Det er til gavn for vores løb,« siger Jesper Worre til BT.

Han understreger, at Bjarne Riis jo ikke bliver sportsligt involveret i det nye hold, som kommer til at cykle under det nye navn under løbet, som køres fra 27. til 31. juli.

»Men jeg har en forventning om, at han overværer i hvert fald en del af løbet - dels på grund af sponsoratet og dels fordi hans søn jo er med på holdet. Og det vil også være til gavn for løbet, for der er jo generelt en stor hype omkring Bjarne Riis,« siger Jesper Worre.

Men også mere overordnet er løbsdirektøren godt tilfreds med udviklingen.

»Der er tale om et af de tre bedste danske hold, som havde udsigt til at lukke til nytår. Nu kan de sikkert være med i mange år endnu, og det er godt for dansk cykelsport. Det vidner om et stort engagement og et stort cykel-hjerte. Det er vigtigt for os i Danmark at have så mange cykelhold som muligt på så højt et niveau som muligt,« siger Jesper Worre om Team Virtu Pro-Veloconcept, som i hvert fald i første omgang bliver et continental-hold. Det svarer til cykelsportens 3. division.

Bjarne Riis og Lars Seier Christensens vision er, at det nye hold skal være fødekæde til et World Tour-hold.

»Ja, så mangler vi bare World Tour-holdet,« siger Jesper Worre.