BMC Racing Teams Samuel Sánchez er torsdag blevet suspenderet, efter at han er blevet testet positiv for doping. Det skriver BMC i en pressemeddelelse.

Det er den internationale cykelunion, UCI, der har kontaktet cykelholdet med beskeden om, at deres stjerne 9. august er blevet testet positiv for det ulovlige stof GHRP-2. Det er et stof, der normalt bruges til behandling af personer med manglende væksthormon.

’I overensstemmelse med BMC Racing Teams nultolerance for doping og UCIs regulationer, er Sánchez blevet suspenderet fra holdet med øjeblikkelig virkning. Indtil resultaterne af B-testen foreligger, vil der ikke ske yderligere,‘ skriver BMC i sin pressemeddelelse.

Holdet skriver videre, at alle ryttere og personale har den højeste etiske standard, og at holdet er skuffede over at skulle dele beskeden så tæt på Vuelta a España.

UCI oplyser, at dopingkontrollen er foretaget af cykelsportens antidoping-enhed, CADF. Samtidig skriver de, at Sánchez har retten til at bede om resultaterne af B-testen – ellers ønsker de ikke at kommentere yderligere.

Samuel Sánchez skulle have kørt med i Vueltaen, der starter lørdag. I stedet bliver det Loïc Vliegen, der overtager hans plads.

Der er flere cykelryttere, der er testet positive for GHRP-2. Stoffet er attraktivt, da det øger rytternes styrke og muskelmasse.