Cykelrytteren David Millar er stærkt fortørnet over, at Rabobank dropper sit hovedsponsorat af det hollandske cykelhold.

Rabobank vil ikke længere poste sine millioner ind i cykelsporten og det hollandske storhold, fordi banken efter 17 år som hovedsponsor har mistet tilliden til, at sporten nogensinde kan blive fri for brug af doping.

Det er endnu uvist, om holdet vil begive sig ud i en kamp for overlevelse og hente en ny hovedsponsor ind. 

Men som det ser ud nu, så står cykelholdets professionelle herre og kvinde-hold uden hovedsponsor.
 
Rabobanks beslutning har fået den britiske cykelrytter David Millar til at rase mod banken.

- Kære Rabobank, I var selv en del af problemet. Hvor vover I at svigte jeres unge, rene (dopingfri, red) drenge, som er en del af løsningen. Det er kvalmende, skriver han via sin profil på det sociale medie Twitter.

David Millar kører selv for cykelholdet Garmin, men har tidligere i karrieren gjort sig skyldig i brug af doping.

Han er dog den dag i dag en særdeles aktiv debattør i dopingdebatten og går ind for en ren sport uden brug af præstationsfremmende stoffer.