Den australske cykelrytter måtte udgå af Eneco Tour, hvor hollænderen Niki Terpstra endte som sejrherre.

Geraardsbergen. Det blev en dramatisk dag, da 7. og sidste etape i cykelløbet Eneco Tour søndag blev kørt i Belgien.

Den førende i klassementet før etapen, Rohan Dennis, måtte nemlig udgå undervejs på den hårde etape.

BMC-rytteren fra Australien styrtede på etapen og udgik senere. Rohan Dennis førte ellers Eneco Tour i langt hovedparten af løbet, men det hjalp ham altså ikke til sidst.

Den samlede sejr gik i stedet til Niki Terpstra fra Holland, der blev nummer to på etapen.

Etixx-Quick-Step-rytteren blev besejret af norske Edvald Boasson Hagen (Dimension Data) i den krævende afslutning mellem tre udbrydere, en afslutning der blev kørt på brosten.

Edvald Boasson Hagen har to gange - i 2009 og 2011 - vundet Eneco Tour, mens det er Niki Terpstras første sejr i løbet, der bliver kørt i Holland og Belgien.

Hollænderen sejrede samlet med 31 sekunder ned til belgieren Oliver Naesen (IAM), der blev nummer tre på etapen.

/ritzau/