Den længe ventede dopingrapport om dansk cykling fra Anti Doping Danmark - som offentliggøres tirsdag -  kommer ikke til at få de store konsekvenser for Bjarne Riis, vurderer cykelekspert.

Bjarne Riis har været ude af cyklingens rampelys, siden han blev fyret som Team Manager fra Tinkoff-Saxo af den excentriske russiske ejer Oleg Tinkov tidligere på foråret.

Hvad fremtiden indebærer for Riis, er der ingen, der endnu rigtig ved, men skulle Riis have et ønske om at vende tilbage til cykelsporten efter fyringen af Tinkov, skal han ikke frygte, at Anti Doping Danmarks rapport vil få konsekvenser for hans fremtid.



Den mangeårige cykelboss har selv indrømmet doping som aktiv cykelrytter, og han var blandt andet dopet under sin Tour de France-triumf i 1996.

Men eventuelle dopingbeviser fra Riis' virke som cykelboss fra danskerens tidligere ryttere Tyler Hamilton og Jörg Jaksche vil være forældet i forhold til det internationale dopingagentur (WADA) forældelsesfrist på ti år, mener cykelekspert Kim Plesner, der driver cykelbloggen Veloropa.



»Man må formode, at de ting, der eventuelt belaster ham, er individuelle og ligger formentlig før 2005. Mit indtryk er ikke, at de har noget på ham i forhold til organisering. Det er rigtigt nok, at Hamilton har sagt, at Riis har henvist ham til Fuentes (Eufemiano Fuentes, berygtet spansk dopinglæge, red.) og Jaksche har sagt, han vidste noget om doping på holdet. Men det er ikke et håndgribeligt bevis på, at Riis ligefrem har organiseret doping,« siger han og pointerer, at hvis Riis’ fremtid i cykelsporten skal være i fare, skal rapporten netop bevise, at Riis har organiseret doping i større omfang.

»Og det er jeg temmelig overbevist, at det ikke kommer til at ske. Jeg tror i det hele taget, at rapporten ikke får nogen konsekvenser for Bjarne Riis. Det står nok ikke lige for de næste par måneder, men har han lyst til at starte noget nyt til næste år, så er min vurdering, at der ikke er noget i rapporten, der skulle kunne forhindre det,« siger Plesner, der tidligere har arbejdet for Bjarne Riis.



Han har svært ved at se, hvordan rapporten generelt kan hjælpe dansk cykling i 2015.

»Jeg vil stille mig lidt tvivlende over for, om der kommer noget frem, der vil hjælpe dansk cykelsport, hvilket godt kunne have været formålet med rapporten. At Nicki Sørensen har taget doping i 2004, er jeg ikke sikker på, de unge cykelryttere i dag synes, de kan bruge det til noget i forhold til, hvor cykelsporten og de selv er i dag. Det bliver mere en historisk dokumentation af noget, der allerede er dokumenteret,« lyder vurderingen fra Plesner.