Brian Cookson, præsidenten for UCI (Den Internationale Cykelunion), opfordrer Bjarne Riis og Alexandre Vinokourov til at fortælle UCIs specielle anti-dopingkommision alt om deres dopinghistorie.

Præsidenten opfordrer de to tidligere topryttere Alexandre Vinokourov og Bjarne Riis til at lægge alt fra deres fortid vedrørende doping frem. Det gør han via den britiske avis The Guardian.

UCI har nedsat en speciel kommission, CIRC, Cykelsportens Uafhængige Reform Kommision, til at overvåge dopingen i cykelsporten, deriblandt tidligere dopingsyndere. Det er her, Cookson vil have de to nuværende sportsdirektørere til at fortælle alt.

- Kommisionen har ikke magt til at tvinge dem, men der er en 'offentlig mening' her, som er ret betydelig. Det skal de to, og andre, huske på, hvis de vil fortsætte med at operere i cykelsporten, siger Brian Cookson.

Riis vedkendte i 2007, at han var dopet gennem karrieren, mens Vinokourov samme år blev testet positiv for bloddoping. Cookson mener, at det er et problem, at de to nu er sportsdirektører på to af de største hold i verden (Vinokourov på Astana, Riis på Tinkoff-Saxo), uden at offentligheden har fået deres fulde historie.

- Cykelverdenens syn på dem ville blive radikalt bedre, hvis de stod frem, siger han.

UCIs regler foreskriver, at tidligere dopere ikke må arbejde på holdene, men Cookson erkender, at det er umuligt at håndhæve med tilbagevirkende kræft. I stedet håber han på syndsforladelse for snyderne, ved at de fremlægger alt, hvad de ved og har gjort. Og at de lover aldrig at gøre det igen.

- Det, jeg gerne vil, er at finde en måde at forsikre alle om, at de mennesker, som er involveret i cykelsporten, og som har en dopingfortid, de har undsagt den og givet os håndslag på, at de vil samarbejde med os om at overholde reglerne, og at de selvfølgelig er rene, siger Cookson.

CIRC står til at færdiggøre deres arbejde til nytår, så Riis og Vinoukorov har et halvt år til at fortælle deres historie.

Også Danmarks Idrætsforbund og Anti Doping Danmark arbejder på en rapport om dopingmiljøet. En rapport, som Bjarne Riis hidtil har nægtet at udtale sig om.

Feltet.dk