Sportsdirektør Jonathan Vaugters fra Team Garmin-Barracuda indrømmer brug af doping, da han selv var aktiv.

Chefen for et af verdens største cykelhold har taget doping. Det fortæller sportsdirektør for Team Garmin-Barracuda, Jonathan Vaughters, selv i et indlæg i The New York Times.

Den tidligere rytter tog doping, da han kørte i 90'erne og starten af år 2000. I sit indlæg forklarer han, hvorfor han ikke kunne modstå fristelsen for at snyde. Han ville ikke ødelægge den store drengedrøm, som han var så tæt på at virkeliggøre. At nå til tops i cykling. Han havde selv klaret de første 98 procent af vejen, og doping kunne tilføje de sidste to procent, der manglede før drømmen blev en realitet. Han stod overfor et valg, og han valgte at række ud efter de sidste to procent.

- Jeg valgte at lyve i stedet for at dræbe min drøm. Jeg valgte at dope mig. Jeg er ked af den beslutning, og jeg fortryder den dybt. Den skyld jeg følte gjorde, at jeg stoppede min karriere, og startede et professionelt hold, hvor det valg jeg selv stod overfor, blev taget ud af ligningen ved hjælp af en streng kontrol og et kulturskifte der understregede, at rent cykelløb er hævet over at vinde, skriver Jonathan Vaugthers, som i dag gør meget ud af pointere, at Team Garmin-Barracuda kører helt rent.

Jonathan Vaugthers har et dybere budskab med sin doping-indrømmelse. Han vil være med til at sørge for at andre unge atleter ikke træffer samme valg, som han selv gjorde.

- Svaret er ikke at fortælle unge atleter, at det er bedre at opgive deres drøm, end at begynde at snyde. Svaret er aldrig at give dem valget. Den eneste måde at eliminere valget er at lægge vores største indsats i at håndhæve anti-doping.

- Alle vil have en fair chance. Ikke mere end det. Så lad os give vores unge atleter et spillerum uden doping. Lad os putte vores energi og vores ressourcer i at lave sporten fair, så ingen atleter nogensinde igen skal stå overfor det her valg. Vi lægger så meget følelse i marketing og idolisering af atleter, så lad os lægge samme energi i at give dem det, de virkelig vil have: muligheden for at leve deres drøm uden at gå på kompromis med deres moral.

Jonathan Vaugthers er 39 år og sluttede sin aktive karriere i 2002. Han var indtil 2004 den rytter, der havde sat den hurtigste tid på det legendariske bjerg, Mont Ventoux.

Vaughters kørte i sin tid for US Postal, hvor han var med til at vinde Tour de France for Lance Armstrong. Under dette års Tour de France kom det frem i en hollandsk avis, at Vaugthers sammen med fire nuværende ryttere har vidnet mod Lance Armstrong i den store dopingsag, som USADA fører mod blandt andre Lance Armstrong og hans tidligere sportsdirektør, Johan Bruyneel.

Vaughters skulle sammen med de øvrige vidner have indrømmet doping og samtidig have afgivet en belastende vidneforklaring mod Lance Armstrong, som anklages for systematisk doping sammen med US Postal-holdet.