KOMMENTAR

Jeg hører ofte sportsfolk sige, at pressen bruger for meget krudt på, om en træner eller spiller er i gang med at kommunikere strategisk. At vi går for meget op i, om der er tale om spin, forsøg på at lægge pres, flytte diskussionen et nyt sted hen, erobre eller skabe en dagsorden og alt sådan noget.

Så det er med risiko for at få at vide, at den nu er gal igen, at jeg her antager, at det ikke var tilfældigt, at Alberto Contador i weekenden blev citeret for følgende: »Jeg vil have en 100 procents garanti for, at holdet kører Touren. Hvis jeg først får besked to måneder før, kommer jeg ikke.«

Tiden, stedet og budskabet er for politisk åbenlyst til at blive overset. Det blev sagt, netop som den internationale cykelunion (UCI) er inde i den afgørende fase med at tildele World Tour-licenser - og med dem følger sikkerhed for deltagelse i blandt andet Touren - for den kommende sæson. Og det skete i et interview med den franske tv-station France2, der er med til både at sende og producere Tour de France. Den historie kan det kun være meningen, at de skal læse hos både ASO, der arrangerer Tour de France, og hos UCI, der efter alt at dømme har sendt Team Saxo-Tinkoff ud i en direkte licenskamp med det hollandske hold Argos-Shimano.

Bragt ind i dén kontekst vil jeg oversætte Contador på følgende måde: »Hvis ikke vi får den licens, så jeg allerede nu ved, at jeg kan begynde at forberede mig på Tour de France, så kommer jeg slet ikke. Det bliver ikke et tema for mig at gå og afvente tildelingen af et wild card.«

Jeg tør ikke byde på, om Contador er sendt i byen af sit hold, eller om han handler på egen hånd. Jeg tør heller ikke byde på, om Tour-ledelsen, når den læser udtalelsen, vil spille med de ikke ubetydelige muskler, den har, over for licensudvalget i UCI og venligt gøre opmærksom på, at man selvfølgelig gerne vil have alle de stærkeste ryttere til start i næste års Tour, og at man ikke synes, det skal strande på et licensspørgsmål.

Men sikkert er det, at Contador har fået malet sig op i et af den slags ultimative hjørner, som det næsten kun kan blive uskønt at skulle ud af, hvis Bjarne Riis’ hold ikke får licensen, og hvis Riis selv insisterer på, at Contador selvfølgelig kører Tour - også på et wild card. Det kunne jeg godt se Riis stemple igennem.

I øvrigt tæt på vanvittigt af Contador i samme interview at sige, at der ikke skal være plads til dopede rytter. Det kan godt være, at han stadig fastholder, at han aldrig har gjort andet end at spise den forkerte bøf, men det var som bekendt ikke, hvad sportens øverste domstol kom frem til, og derfor er det måske ikke lige ham, der skal svinge den pisk.