Den forsvarende vinder, Chris Froome, er grundet styrt ude af Tour de France, og det har umuliggjort den forventede duel mellem ham og Alberto Contador.

Men i stedet er opstået en anden duel. Det er duellen mellem Nibali og Contador, og den tegner mere lige, end nogen ville have troet for bare tre uger siden.

Nibalis forspring på 2.37 vejer tungt til i vægtskålen. Det samme gør hans fremragende hold, som stadig er fuldtalligt.

Omvendt er Contador et hak bedre i bjergene og på enkeltstarten. Derfor siger vi i Team Tinkoff-Saxos kaptajns favør: 52/48.

BTs hold i Frankrig giver her et bud på duellen


Alberto Contador, 31 år, Team Tinkoff-Saxo

Taktik
Vandt Vuelta España 2012 på et taktisk kup af de helt store og kan i det hele taget lide at køre cykelløb ’forfra’. Når man gør det, er det nemmere at bevare overblikket, og Contador kommer kun sjældent i problemer.

Fysik
Har øjensynligt haft godt af munketilværelse og højdetræning på Tenerife. En sød tand kan sende nålen på vægtskalaen mod Riis’ grænseværdi, men er ellers begunstiget af restitutionsevne og råstyrke.

Teknik
Kører fint nedad uden at høre til de allerbedste. Mest på grund af sin vægt. Sidder ellers fint på cyklen og er sjældent involveret i placeringsvanskeligheder og efterfølgende styrt.

Bjerg
Formentlig sin generations bedste bjergrytter. Formår at køre i forholdsvis store gear sin statur taget i betragtning. Kører med hele underkroppen i bevægelse, som vil han vride cyklen igennem hver en højdemeter.

Enkeltstart
I 2009 formåede Contador at slå Cancellara på en flad enkeltstart, men efter at have forspist sig på en bøf, der udløste dopingkarantæne, er den lille spanier blevet mere menneskelig. Slog sine konkurrenter i Criterium Dauphiné tre uger før Tour-start. Så ku’ de tygge lidt på den.

Erfaring
I enorme mængder. Har rejst sig efter den karrieretruende blodansamling i hjernen, efter dopingdom og kæmpet på de indre linier mod almægtige Lance Armstrong i 2009 uden at vige en tomme. Contador går med rette for at have et hoved af beton på grund af sin mentale habitus.


Vincenzo Nibali, 29 år, Astana

Taktik
Den 29-årige italiener kan godt lide at køre på instinkt og intuition. Når det spiller optimalt, kan Nibali være en virkelig svær modstander, fordi han gerne vil gøre det uventede og kan tænke ud af boksen. På minussiden kan det være sværere at forsvare sig med det overblik, der kræves for at beholde en førertrøje gennem et langt løb.

Fysik
Med alderen har Nibali fået den udholdenhed, som kendetegner en etapeløbsspecialist. Efter et forår uden de store resultater, nåede Astana-kaptajnen lige akkurat at hente et italiensk mesterskab, inden Tour de France.

Teknik
En af de bedste nedkørere i professionel cykelsport. Og formår at bruge de evner i angreb. Viste på brostensetapen onsdag, at han også har en blændende balance på sin cykel på et meget svært underlag. Er sjældent involveret i styrt.

Bjerg
Ikke en bjergrytter på niveau med den colombianske spirrevip Nairo Quintana eller sin afdøde landsmand Marco Pantani, men behøver ikke skamme sig af den grund. Ikke så eksplosiv, men stædigt insisterende.

Enkeltstart
Klart det svageste punkt. Har dog ikke haft mange direkte konfrontationer med Contador de seneste år. Slog sin spanske rival to gange i fjor, men Contador er en anden i år.

Erfaring
Med sine 29 år er Nibali tæt på at ramme karrierens topniveau. Er blevet ført fornuftigt frem og har taget turen som løjtnant for Ivan Basso i sine første år som professionel.