Klassementet i årets Vuelta a España blev for alvor rystet på plads på tirsdagens 36 kilometer lange enkeltstart, hvor Alberto Contador snuppede den røde førertrøje.

Det blev imidlertid det tyske kraftværk Tony Martin (Omega Pharma-Quickstep), der tog etapesejren efter flot kørsel i det bakkede spanske landskab. Tyskeren tilbagelagde de 36 kilometer i 47.02 minutter, hvilket var nok til at holde Fabian Cancellara (Trek) bag sig.

Men dagens helt store historie blev Tinkoff-Saxos Alberto Contador, der gennem en magtdemonstration flåede den røde førertrøje af Nairo Quintana (Movistar).

Colombianeren måtte undervejs på ruten en tur i asfalten efter et modbydeligt styrt. Og et stykke tid lignede han ikke en mand, der kunne køre videre. Den lille klatre kom dog tilbage på cyklen og kæmpede sig i mål, men måtte erkende et større tidstab på over 3.30 minutter til Alberto Contador, og han er nu nede på 11. pladsen i løbet.

Nairo Quintana blev ikke den eneste konkurrent, der mistede tid til Alberto Contador. Også den anden storfavorit i løbet Chris Froome (Sky) led et gevaldigt tidstab. Briten lignede aldrig en mand, der fandt sig til rette på etapen, og det kom også til udtryk i et tidstab på 53 sekunder til Alberto Contador.

Nairo Quintana er ikke den eneste colombianer i løbet, også Rigoberto Uran er med, og han gjorde en fin figur på enkeltstarten, hvor det blev til en tredjeplads. Også den gamle ræv Alejandro Valverde kørte en flot enkeltstart og ligger nu på en samlet andenplads i klassementet 27 sekunder efter Contador.

1. Alberto Contador

2. Alejandro Valverde +27

3. Rigoberto Uran +59

4. Winner Anacona +1.12

5. Chris Froome +1.18

6. Joaquin Rodriguez +1.37

7. Samuel Sanchez +1.41

8. Fabio Aru +2.27

9. Robert Gesink +2.38

10. Damiano Caruso +2.59