Alberto Contador slog sit ben i dagens styrt i Giro d'Italia, men han regner med at være klar til lørdagens enkeltstart.

Styrtet skete med 3,3 kilometer tilbage af etapen og startede først i venstre side af den regnvåde vej. Langsomt væltede flere ryttere mod højre, og så kunne Contador ikke undslippe. Spanieren måtte derfor en tur i asfalten.

»Det bekymrer mig, at jeg fik et slag på mit venstre ben - det ser ud til, at jeg blev ramt af kæden fra en anden cykel. Det er det, der potentielt kan gøre størst skade på mig,« siger Contador i en pressemeddelse udsendt af Tinkoff-Saxo.

Hvor det måske trods alt er småt med fysiske skader på Contador efter dagens uheld - det kunne have været værre med et brækket kraveben for eksempel - så kostede det endnu mere på en anden front, nemlig i det samlede klassement. Spanieren tabte 36 sekunder til Fabio Aru, der dermed overtog den lyserøde førertrøje. Astana-rytteren fører nu med 19 sekunder.

Det er dog ikke noget, der holder Alberto Contador søvnløs om natten.

»Selvfølgelig koster det lidt, men min skade bekymrer mig mere. Jeg tror dog, at jeg er okay, og forhåbentlig er det bare overfladiske skræmmer. Tiden (19 sekunder) tror jeg godt, at jeg kan hente.«

Lørdagens enkeltstart er på 59,4 kilometer og skal køres fra Treviso til Valdobbiadene.