Alberto Contador kunne ånde lettet op efter 11. etape af årets Giro d'Italia. Kaptajnen for Tinkoff-Saxo får ingen straf, selvom han på et tidspunkt kørte uden hjelm - en forseelse, der kan betyde diskvalifikation fra løbet.

Alberto Contador tog på et tidspunkt på etapen mellem Forli og Formel 1-banen i Imola cykelhjelmen af - og kørte i stedet en strækning iført kasket.

Men ifølge TV2/Sporten så står der intet i det kommuniké, som løbsledelsen i Giro d'Italia hver dag udsender, om forseelsen, og derfor kommer der heller ingen straf af spanieren, der fører løbet.

Debatten var opstået i kølvandet på tirsdagens etape, hvor australske Richie Porte (Team Sky) fik en straf på to minutter for at modtage et forhjul af sin landsmand, Simon Clarke (Orica-GreenEdge), efter en punktering. Det er ifølge reglerne ikke tilladt at modtage sådan en form for hjælp af en rytter fra et andet hold, og derfor fik de begge en tidsstraf.