Bjarne Riis' stjerne er indkaldt som vidne i sagen mod dopinglægen Eufemiano Fuentes

Til næste år begynder retssagen mod dopinglægen Eufemiano Fuentes. De første forlydender om organiserede fiflerier og kemiske genveje så dagens lys med Operacion Puerto i 2006. Nu er den spanske anklagemyndighed så klar med en sag mod dopinglægen i centrum samt fem andre.

De står anklaget for at have jongleret med rytternes helbred og dermed bringe den offentlige sundhed i fare. Det skriver velonews.com og avisen El Pais.

Retssagen begynder den 28. januar og fortsætter efter planen til den 22. marts.

På listen over indkaldte vidner finder man blandt andre Alberto Contador, der i dag er en af sportens absolutte største stjerner og kører for Bjarne Riis på Team Saxo Bank - Tinkoff Bank.

Da skandalen for alvor begyndte at rulle i 2006, kørte Contador for det spanske Liberty Seguros-mandskab. Holdet blev nægtet at stille til start i Tour de France på grund af Puerto-sagen. Alberto Contador blev dog aldrig tiltalt. Det forventes at Alberto Contador skal afhøres om, hvilket arbejde Fuentes udførte som holdlæge for diverse cykelmandskaber.