Vuelta-vinderen har travlt for tiden, selvom han er uden for cykelsæsonen. Han har netop medvirket i den spanske komedieserie, "Fenómenos".

Alberto Contador har netop afsluttet optagelserne til serien "Fenómenos", som bliver vist på Antena 3. Den spanske komedieserie handler om en radiostation, som oplever paranormal aktivitet.

Contadors gæsteoptræden på showet vil imidlertid næppe sikre ham en Oscar-statuette, da den spanske klatrer spillede sig selv.

Ikke desto mindre skulle Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytteren have nydt sin tid på settet.

- Alberto nød virkelig idèen om at være en "stjerne", og at deltage i et afsnit af en komedieserie, som godt kan betegnes som en smule skør, skrev folkene bag TV-serien på deres hjemmeside ifølge CyclingNews.

"Fenómenos" bliver sendt på Antena 3, og har tidligere haft gæsteoptrædener fra tennisspilleren Carlos Moya og basketballspilleren Jorge Garbajosa.

Vuelta-vinderen sluttede cykelsæsonen med at vinde Milano-Torino, og kørte sit sidste løb i Giro Di Lombardia, hvor han måtte tage til takke med en niende plads.