Alberto Contador kommenterer nu for første gang på situationen om Bjarne Riis, der er suspenderet som team manager hos Tinkoff-Saxo.

Ordene fra Alberto Contador kommer umiddelbart før begyndelsen på anden etape i cykelløbet Katalonien Rundt.

Her ville den spanske stjernerytter ikke umiddelbart gå i detaljer om, hvor meget han kender til sagen om Bjarne Riiis. Men Alberto Contador sender dog et meget klart signal ud om, hvad den danske cykelchef har af betydning for ham som rytter.

»Jeg ved kun, hvad der står i pressemeddelelsen (fra Tinkoff-Saxo, red.). Jeg har ingen yderligere kommentarer. Men Riis er en meget vigtig person for min karriere,« siger Alberto Contador ifølge den spanske journalist Sergi López-Egea fra mediet el Periodico.

Tinkoff-Saxo bekræftede tirsdag formiddag, hvad BT allerede skrev mandag aften; at Bjarne Riis er blevet suspenderet fra cykelholdet og derfor ikke er med omkring de sportslige aktiviteter i øjeblikket.

I pressemeddelelsen fremgår det dog ikke, hvad der er årsag til, at den tidligere danske holdejer er sat ud på sidelinjen. Den russiske holdejer Oleg Tinkoff har heller ikke selv været ude og fortælle, hvorfor han suspenderet Bjarne Riis.