Alberto Contador kan næsten ikke fatte, at han tirsdag sikrede sig førertrøjen i cykelløbet Vuelta a España.

Men det gjorde Tinkoff Saxos spanske stjernerytter, da han fyrede en stærk enkeltstart af. 

Godt nok indrømmede Alberto Contador mandag, at han gik efter den samlede sejr i løbet, men alligevel kom det bag på ham, at han kunne gøre det så godt ovenpå den knæskade, han pådrog sig via et styrt under Tour de France i juli måned.

- Jeg er meget glad. Jeg havde aldrig troet, at det her var muligt, da jeg begyndte løbet, sagde Alberto Contador efter etapen, som blev vundet af tyske Tony Martin.

Ham kunne Alberto Contador trods alt ikke følge med. Men spanieren satte derimod en af sine nærmeste konkurrenter, Chris Froome, på plads på etapen. Og det faktum kom bag på Alberto Contador selv.  

- Hvis jeg kørte op til mit bedste, havde jeg håbet på at køre lige op med ham (Froome, red.). Jeg havde aldrig troet på, at jeg kunne slå ham, sagde spanieren.   

Alberto Contadors vej i den røde førertrøje blev også hjulpet af, at Movistars Nairo Quintana, der ellers førte løbet, styrtede voldsomt på etapen og tabte over tre minutter.

Og selv om det glæder Alberto Contador, at han nu fører Vueltaen, så ville han hellere have ventet med at tage trøjen til senere i løbet og dermed spare kræfterne på det tidligere danske cykelhold, som nu kommer på overarbejde i feltet. 

- Der er lang vej endnu, og på en måde ville det være ideelt at slippe trøjen igen og så tage den tilbage i enkeltstarten på sidste etape, sagde Alberto Contador.