Alberto Contador understregede med søndagens samlede sejr i Vuelta a España, hvorfor han af mange regnes for verdens bedste etapeløbsrytter. Ligesom han beviste, at dopingkarantænen ikke har mindsket farten i pedalerne.

Men i kølvandet på den store triumf i det spanske afslører Contador nu, at han har aflivet sin største drøm, der gik ud på lave den ultimative triumf og vinde Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España i samme sæson.

- For ikke så lang tid siden tumlede jeg med idéen om at vinde Giroen, Touren og Vueltaen. Men på grund af det pres, der vil følge med sådan et mål, så foretrækker jeg at gå efter mål, der er mere realistiske, siger Alberto Contador ifølge nyhedsbureauet AFP.

Både Bjarne Riis og Alberto Contador havde ellers travlt med at fremhæve netop den fælles drøm og store ambition om at lave en såkaldt Grand Tour Slam, da den spanske superstjerne for to år siden skiftede til danske Team Saco Bank.

Men forhåbningerne om de tre Grand Tour-triumfer er altså nu fortid hos kaptajnen på Bjarne Riis' cykelhold.

Contadors næste mål bliver nu VM på landevej i hollandske Limburg, der finder sted d. 15.-23. september.