Rigoberto Uran har ført an i Giro-festen, som efter gårsdagens gigantiske slag i Dolomitterne har forvandlet sig til et rent opgør mellem Colombias største stjerner.
Hvis Rigoberto Uran havde været bokser, ville man have skrevet henført om hans opvækst på tilværelsens natside, om fattige kår og savnet af en far, som blev brutalt og uskyldigt mejet ned af kriminelle bander.
Man ville have sagt om manden med det mærkværdigt ældede ansigt, at han havde lært at slås for sin plads i livet, at han havde fået hård hud. Man ville have kaldt Rigoberto Uran for en gadedreng i ordets bedste og mest opbyggelige betydning.
Som cykelrytter forholder det sig anderledes. Det forsigtige forbehold er nærmest altid med som virkelighedens mellemlægspapir. Tør vi tro på det fænomenale? Hvad stikker der under? Hvorfor kører de så stærkt, så mange af dem. Alle colombianerne.
Rigoberto Uran er ikke nogen undtagelse. Akkurat som landsmand og ærkerival Nairo Quintana i sin debut i Tour de France sidste år var den eneste, der reelt kunne true Chris Froome.
De sidste to-tre sæsoner har tendensen været markant. Alle de store cykelhold skal have en colombianer ind i truppen. Så har man formentlig fået en mand, der kan ophæve tyngdeloven og sætte bjergene i brand.
Svært at få fodfæste
Helt nemt har det ikke været for Rigoberto Uran at få fodfæste hos Brian Holm og QuickStep. Efter en nedtur i det italienske etapeløb Tirreno-Adriatico fik Uran angiveligt stillet diagnosen. En såkaldt helicobacter-bakterie, der forårsager mavesår. En forholdsvis banal lidelse, men Uran fik lov at tage hjem til en læge i Colombia og blive behandlet med antibiotika.
Facit har ikke ladet vente på sig. Rigoberto Uran har kørt stærkt. Ikke overmenneskeligt, måske. Men nok til, at skepsis har fået næring.
- Man kommer nemt til at løfte et øjenbryn, når endnu en colombianer kører stærkt. Jeg synes, det er svært at gennemskue, hvad der er op og ned i deres præstationer. Det er ikke forkert, at der mangler et UCI-akkrediteret laboratorium i Colombia, så hele miljøet kan være sværere at kontrollere. Omvendt kan man også sige, at colombianerne har nogle naturlige forudsætninger for at køre stærkt med deres opvækst i højlandets tynde luft, og at der er store traditioner for cykelsport i landet, siger Kim Plesner, der er ekspert på TV2 og indehaver af Veloropa.dk.
Sikkert er det, at Rigoberto Uran var blandt de første i en ny og gylden generation til at sparke døren ind på den europæiske scene.
Den colombianske regering besluttede for syv år siden at løfte landets kriminalitets- og korruptionshærgede image med cykelsport som marketingsværktøj. Man samlede et flertal af landets talenter på holdet Colombia es Pasion under ledelse af coachen Luis Saldarriaga, som har implementeret de mest moderne træningsmetoder.
Det mere ømfindtlige spørgsmål er så, om rytterne fra kokain- og kaffelandet kører med ren samvittighed og uden fy-fy-præparater i blodbanerne.
Kritikerne vil pege på, at Colombia er et noget nær perfekt sted at flyve under dopingmyndighedernes radar. At kontroller uden for konkurrence er nærmest ikke eksisterende. At moralen er flosset i et land, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor man kan købe biokemisk genvej til gyldne ben og muligheden for en kontrakt.
Ifølge Ignazio Velez, som var grundlægger af Colombia es Pasion-udviklingsprogrammet, står man over for en udfordring. Ikke bare i Colombia, men over en hel verdensdel.
- Vi har et uafhængigt testsystem, hvor vi laver både blod- og urinkontroller. Det sender et stærkt signal til vores ryttere og giver os mulighed for at se, om der er doping internt. Vi forsøger også at uddanne dem til at forstå vigtigheden af en dopingfri sport. Desværre er Sydamerika 10-15 år efter Europa stadigvæk. Men jeg synes, vi gør alt, hvad der står i vores magt, siger Velez til BT.
Ingen vil kunne beskylde Rigoberto Uran for at komme ud af det rene ingenting. Han er i gang med sin niende sæson på europæisk grund for skiftende hold, hvor han er steget i graderne og har bidt sig fast i hierarkiet. År for år har Uran lagt et lag på sit niveau, men efter gårsdagens svimlende bjergetape, hvor Giro d’Italia ramte sit højeste punkt, kom Uran under beskydning af ben så dræbende som projektiler. Giroens førerhund lod førstepladsen glide sig af hænde til ingen ringere end Nairo Quintana. Endnu en colombianer. Selvfølgelig.
