Christopher Juul-Jensen var nærmest lige så glad over Jakob Fuglsangs OL-sølvmedalje som Fuglsang selv.

»Det er helt vildt, at Jakob får sølv ved O. Jeg mangler ord,« sagde en tydeligt rørt Christopher Juul-Jensen til DR-TV efter det olympiske landevejsløb, hvor Jakob Fuglsang endte med at vinde sølv efter belgieren Greg van Avermaet, men foran polakken Rafal Majka.

»Vi er tre mand, og vi kører et flot cykelløb. Det er fuldstændigt overvældende,« sagde Christopher Juul-Jensen ved målet på stranden Copacabana.

»Jeg synes, det var det perfekte cykelløb. Det er vanvittigt. Det er ubeskriveligt. Også på grund af selve løbet. Det var nærmest hele sæsonen kogt ned til 200 kilometer med udbrud, styrt, brosten og sidevind. Det er helt vildt,« gentog Christopher Juul-Jensen.

Den tredje danske deltager i løbet var Chris Anker Sørensen, der blev sat, men som havde udført et stort stykke arbejde på specielt første halvdel af løbet.