Det tyske cykelhold Team Stuttgart har fået dansk navnesponsor, og nu skal danske talenter lokkes til.

Christina Watches er tilbage i cykelsporten et år efter lukningen af Team Christina Watches - Kuma.

Den danske virksomhed har indgået en etårig aftale med det tyske Continental-hold Team Stuttgart, og målet er at sætte et markant dansk aftryk på holdet. Det skulle gerne resultere i en invitation til Post Danmark Rundt i august.

»Vi har kun indgået en etårig aftale med Team Stuttgart, selv om begge parter var interesseret i to år,« siger administrerende direktør i Christina Jewelry & Watches, Claus Hembo, i en pressemeddelelse.

»Vi vil teste, at den nye ledelse i Danmarks Cykle Union hilser vores tilstedeværelse seriøst velkommen som økonomisk bidragyder til sporten og lader os indgå på lige vilkår i kvalifikationen til Post Dan­mark Rundt, der som altid i kommerciel henseende vil være vores Tour de France,« siger Hembo.

Firmaets seneste cykelhold lukkede som en direkte konsekvens af, at det flere år i træk blev nægtet adgang til Post Danmark Rundt.

Holdet blev tegnet af en række kontroversielle navne med Michael Rasmussen i spidsen.

Det skal være anderledes på det nye Stuttgart-hold, der får navnet Christina Jewelry Pro Cycling. Selv om holdkaptajnen, Stefan Schumacher, også tidligere har været på Hembos lønningsliste, er fokus denne gang på ungt talent.

»I modsætning til sidst, vi var med i gamet, hvor vi byggede holdet på flere erfarne navne, har vi en oprigtig interesse i at skabe et fundament med danske og tyske talenter og Stefan Schumacher som rutinens og frontfigurens læremester,« siger Claus Hembo.

/ritzau/