Sydney: Den britiske cykelstjerne Chris Froome sluttede øverst på skamlen, da han for første gang i fem måneder var i konkurrence.

Tidligt søndag dansk tid vandt han fjerde og sidste etape af det australske løb Herald Sun Tour, og det gav ham samtidig den samlede sejr foran holdkammeraten hos Team Sky Peter Kennaugh.

Sidstnævnte førte ellers løbet sammenlagt inden den sidste etape.

På fjerde etape, der strakte sig over 121,8 kilometer, kørte Froome solo og vandt med et forspring på 17 sekunder ned til australieren Damien Howson (Orica-Greenedge).

- Det er en fantastisk følelse. Jeg har lagt mange hårde kilometer i min træning denne vinter, siger Chris Froome efter den gode sæsonåbning.

Froome er forsvarende vinder af Tour de France, som han første gang vandt i 2013.

/ritzau/AFP