Danskeren glæder sig over prisen som Tourens mest angrebsivrige rytter.

Det kan godt være, at det ikke blev til hverken bjergtrøje eller etapesejr, men Team Saxo Bank-Tinkoffs Chris Anker Sørensen ender alligevel med at tage en titel med hjem fra dette års Tour de France. Han er lørdag blevet kåret til løbets mest angrebsivrige rytter.

Chris Anker Sørensen forsøgte flere gange at komme væk fra feltet i både i Alperne og Pyrenæerne, og angrebene i de høje bjergpas har altså nu givet gevinst.

- Det er en kæmpe stor ære, og det er et tegn på, at nogen har lagt mærke til én, siger Chris Anker Sørensen.

Juryen har ifølge TV2 meddelt, at danskerens håndskade ikke har haft indflydelse på kåringen, og det er den danske rytter glad for.

- Jeg vil hellere have prisen for min kampgejst end for min skadede finger. Jeg synes også, at jeg har vist mig, og jeg har været med i mange udbrud. Så jeg er stolt af det, siger Chris Anker Sørensen.

Danskeren kan tilmed glæde sig over, at han på lørdagens enkeltstart formåede at fastholde sin placering som nummer 14 i klassementet.