Den danske fighter er kørt på hospitalet, da to fingre er revet helt op.

Chris Anker Sørensens fortsatte virke i Tour de France hænger i en tynd tråd - i dobbelt forstand.

For på torsdagen bjergrige etape fik Team Saxo Bank Tinkoff-rytteren revet sin lille- og ringfinger helt op og måtte stærkt blødende køre de sidste 80 kilometer hjem med bandage om fingrene.   

Episoden skete, da en avis viklede sig ind i hjulet, og Chris Anker Sørensen forsøgte at få den ud. 

- Det ser desværre ikke så godt ud. Jeg har lige været inde og se på begge hans fingre. Kødet på begge fingre er revet helt op. Han skal nu til Toulouse og på hospitalet, hvor han skal gennemgå en operation, siger holdejer Bjarne Riis.
 
Han gik direkte efter løbet ind til sin blødende rytter og kunne derefter fremvise et billede med blod overalt. Omkring 1,5 centimeter død hud hænger fra hånden. Dermed skal Chris Anker Sørensen have transplanteret nyt hud til fingrene fra en anden del af hånden.
  
- Jeg kan ikke sige, om han fortsætter i løbet. Jeg vil være rigtig ked af det, hvis han ikke fortsætter, men nu må vi se, hvad der sker, forklarer Bjarne Riis, der er overrasket over, at hans rytter i den tilstand overhovedet formåede at køre i mål.
 
- Det er fuldstændig vildt, at han kunne køre videre med den hånd.