Chris Anker Sørensen flytter hjem til Danmark efter en årrække i Italien. På vej ind i sin karrieres efterår gør ’Oksen fra Hammel’ status over 10 år som professionel cykelrytter, der har båret ham længere, end han havde forestillet sig

Efter en årrække på cykelsportens øverste hylde vender Chris Anker Sørensen hjem til Danmark, hvor kontinentalholdet Riwal Platform Cycling Team bliver hans nye arbejdsgiver.

Dermed kommer der ikke længere til at stå Tour de France, Giro d’Italia og Vuelta a España på den danske bjergrytters kalender, når 2017-sæsonen går igang.

I stedet for at være hjælperytter i de store løb bliver Chris Anker Sørensens rolle på Riwal-holdet at øse ud af sin erfaring og rutine til de unge ryttere. Præcis ligesom ældre ryttere gjorde det, da han selv var et ungt talent.

Chris Anker Sørensen har tidligere fortalt, at han havde muligheden for at komme tilbage til sin læremester, Bjarne Riis, men den aftale endte med ikke at blive noget. I stedet skifter han fra den store til en noget mindre klinge.

»Bjarne er i gang med at bygge et hold op, og det kunne også have været spændende at være medlem af, men ja ... Nu valgte jeg Riwal, fordi jeg syntes, det umiddelbart var det bedste af de hjemlige danske hold,« sagde han til BT forleden.

Han lægger ikke skjul på, at hensynet til familien, der inkluderer konen Michelle og døtrene Lærke og Laura, var en medvirkende faktor til, at turen snart går fra Lucca i Italien til Skovlunde uden for København.

»Jeg er kommet til et punkt i min karriere, hvor jeg og min familie gerne vil rykke teltpælene hjem til det danske efter mange år i udlandet. Og så var Riwal det mest fornuftige valg, for det er et rigtig godt opbygget hold med en god organisation, og som kører nogle fede cykelløb. Jeg vil gerne give noget tilbage til dansk cykelsport og de dygtige, unge danske ryttere, ligesom andre rutinerede ryttere gjorde, da jeg var ny og ung på Team Designa Køkken,« påpeger han.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

At ’Oksen fra Hammel’ har valgt at flytte til Skovlunde skyldes, at konen Michelle (billedet) kommer derfra. Et noget andet træningsterræn end det bjergrige Lucca.

»Selv om der ikke rigtig er nogen bjerge at træne i, kommer jeg ikke til at blive en helt ny ryttertype. Det er klart, at det ikke er helt så optimalt, som da jeg boede i Italien og kunne træne i bjergene hver dag, men det bliver ikke noget problem.«

Riwal-holdet kører på kontinentalniveau, to niveauer under  World Touren, men det passer Chris Anker Sørensen fint.

»Jeg har gjort op med mig selv, at jeg har kørt nok Grand Tours og har kørt de store cykelløb, jeg gerne ville. Nu vil jeg måske hellere køre løb, hvor jeg kan være lidt mere med, hvor chancerne for en etapesejr – selv om det selvfølgelig også kan være svært på det niveau – er lidt større. Jeg vil gerne slutte karrieren af med lidt flere sejre, for det har der jo ikke været et utal af i min karriere,« lyder det ærligt fra den 32-årige cykelrytter.

Herunder gør ’Oksen fra Hammel’ status over sine godt 10 år som professionel cykelrytter.

Højdepunkterne

Foto: ROBERT PRATTA
Vis mere

»Der er flere sejre, der er rigtig vigtige for mig. Der er sejren i Dauphiné Libéré (kongeetapen i 2008, red.), som var min første sejr som ’pro’, Giro-sejren (8. etape, 2010), som nok var min største rent resultatmæssigt og DM-titlen (i 2015, red.), som kom på et svært tidspunkt. At køre i Dannebrog i et år var helt fantastisk. Det er svært at rangere de tre sejre, men det er nogen, jeg altid vil huske. At stå på podiet efter Tour de France 2012 og blive kåret som løbets mest angrebsivrige var også helt exceptionelt.«

Sjoveste ryttere

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jens Voigt er en rigtig underholdende fyr, som altid kunne bringe stemningen på et hold op. Han var ikke bare en sindssygt god rytter, men også et rigtig sympatisk menneske. Karsten Kroon er også rigtig sjov. Brian Vandborg har jeg eddermame også haft meget sjov med, fordi vi begge er kæmpe fans af ’Casper & Mandrilaftalen’. Vi har undervejs i løb siddet og kommet med citater fra det program og holdt en hel dialog kørende.«

Største svin i feltet

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg vil helst ikke ud med, hvem jeg ikke kan lide. Dem, jeg ikke kan lide, har jeg fortalt det til.«

Karrierestop

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig, men oppe i hovedet er jeg rimelig klar over, at nu kører jeg to år til, og så er det slut. Jeg vil også gerne nogle andre ting i livet end bare at køre cykel og være i den verden. Jeg vil gerne nå at læse, inden jeg bliver alt for gammel, og være lidt mere hjemme ved min familie, og det får jeg mulighed for hér fremfor på et protour-hold. Det har jeg ikke haft de sidste mange år, og det synes jeg ikke var helt forligneligt med et familieliv.

Lavpunkterne

Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

»Årets Tour var rigtig skidt, fordi det slet ikke gik, som jeg havde håbet. Jeg var småsyg, og det var ikke det niveau, jeg havde regnet med, så det var rigtig hårdt at komme igennem. Hele perioden op til min DM-sejr var også hård. Det er primært i de sidste tre år, at jeg har oplevet lavpunkterne i min karriere.«

Fremtiden

Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Vis mere

»Jeg overvejer kraftigt at læse til ingeniør i sundhedsteknologi og gå den vej. Og måske lave noget tv, for jeg vil stadig gerne være en del af cykelsporten. Men sportsdirektør regner jeg bestemt ikke med at blive.«

Fortryder intet

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg synes, jeg har fået rigtig meget ud af mit talent og det, jeg nu kan med en cykel. Jeg tror sgu ikke, jeg er det allerstørste talent på en cykel, og jeg sidder bestemt ikke flot på en cykel. Så at jeg har haft 10 år på allerhøjeste niveau, er jeg egentlig rigtig stolt af.«