Cadel Evans vandt det franske etapeløb Criterium International.

Cadel Evans (BMC) sikrede sig sejren på den afsluttende bjergetape i det lille franske etapeløb Criterium International ved at slutte på fjerdepladsen. Evans grundlagde sin sejr ved at vinde lørdagens korte enkeltstart, og da han kom ind i samme tid som dagens vinder Pierreick Fedrigo (FDJ-Big Mat) var det nok til at sikre sig sejren i løbet. Sidste etape sluttede på stigningen Col de l'Ospale (14,2 km, 6,2%), og her kom Evans ind med tre andre ryttere. Inden sidste etape var der lagt op til en duel mellem Cadel Evans og Michael Rogers (Team Sky), der lå helt lige inden etapen. Men Rogers tabte otte sekunder til Evans, og han sluttede på en samlet tredjeplads, mens Fedrigo sluttede som toer. Efter løbet var Cadel Evans glad for sejren, som han mener giver selvtillid frem mod de kommende løb. - I går var en god indikation og et rart selvtillidsløft. Nogle gange går tingene godt, og det hele går op i en højere enhed. Indtil nu har jeg haft problemer med at få tingene til at gå op i en højere enhed. Men jeg vidste, at jeg skulle blive ved med at arbejde, og så skulle tingene nok gå op i en højere enhed. Det er en god indikation, men vi har stadig store løb tilbage, siger Evans. Danske Team Saxo Bank stillede ikke op i løbet.