En opløftende fjerdeplads ved VM var også en kommentar til alle kritikerne. Ikke mindst BTs cykeljournalist.

Det begynder med en sms.

- Hej Matti. Frisk på et dagen derpå interview med en tosse, der ikke troede på dig?

Så ringer mobilen.

- Det er Matti. Ha! Jeg kørte sgu også for at modbevise din kommentar, lyder det over en hostende forbindelse fra Spanien, hvor de danske landsholdsryttere er ved at tjekke ud.

Og hvilken kommentar går den fælles reference så på? Jo, den der kom på Twitter for nu 11 dage siden, hvor forudsigelsen om Matti Breschels VM-præstation var dyster:

- Efter at have set to WT-løb fra Canada og GP Wallonie med mange formskarpe folk, er det svært at tro på VM top 20 for Matti Breschel.

Den kommentar havde Matti Breschel sat et kryds ud ved i sin hukommelse, og søndag efter sin fjerdeplads retweetede han den så.

Inden søndagens VM-løb var forventningerne til Matti Breschel blev lagt på køl. Nej, is. For længe mellem sejrene generelt. Ikke nogen resultater i den retningsgivende optaktsløb frem mod VM i Spanien.

- Jeg var også selv lidt skuffet efter World Tour-løbene i Canada. Det var jeg sgu. Jeg har i lang tid arbejdet benhårdt på at komme i god form. Det har været svært, for når man ikke kører Grand Tours, er det lange perioder med træning. Men jeg er bare blevet ved med at klø på og tro på det, siger Breschel.

Så griner Breschel lidt igen. Som han plejer.

- Det hjælper da også, at der er lidt pres på, indrømmer han.

Det hjælper måske også lidt, når du kan mærke forventningerne fra omgivelserne gå i bund. Jeg fornemmer, det kan motivere dig også, og at der kommer trodsreaktion?

- Jo, jo, helt sikkert. Det er en vigtig del af det.

Men er den følelse, du står med dagen efter, så glæden over en fjerdeplads eller skuffelsen over at have været tæt på din tredje VM-medalje?

- Da jeg gik i seng, var jeg rimeligt tilfreds. Men da jeg vågnede i morges, ærgrede jeg mig en lille smule. Jeg var så tæt på, og det er sgu ikke hver dag, vi kører VM.

Du vælger at åbne spurten fra forfølgergruppen, er der noget, du ville gøre om?

Nej, jeg følte mig sikker på at være hurtig nok til at vinde fra den gruppe. Der var åbenbart bare bedre. Jeg kommer med et lille schwung på i og med, at jeg slipper Tony Gallopins hjul med halvanden meter og skyder ud af slipstrømmen. Jo, for fanden, det kunne have været sjovt at stå på den medaljeskammel en gang til.

Ja, man siger godt nok, at anden- og tredjepladser ikke betyder noget i cykelsport, men et VM er noget andet, ikke?

- Jo, VM og OL er noget andet. Der bliver en podieplads stående.

Men du sagde efter VM-løbet, at det er noget at tage videre med frem mod næste sæson, og det må være det, du primært kan bruge fjerdepladsen til?

- Ja, jeg har haft brug for det. Er du sindssyg mand.

Du er på en et-årig kontrakt for sæsonen 2015, og Peter Sagan kommer til holdet, så det kan vel ikke undgå at influere på dine overvejelser for fremtiden også?

- Selvfølgelig. Jo flere resultater, desto nemmere er det at få kontrakt. 

Men spiller det også ind, at det må give Bjarne Riis og Oleg Tinkov en tro på, at du kan lave resultater og stadig har "det" i dig?

- Bjarne har hele tiden troet på mig. Det er i hvert fald, hvad han fortæller mig. Men derfor er det nu alligevel meget rart at blive bekræftet selv. At man ikke er helt væk. Troen skal jo bekræftes.

Hvad tager du med dig til vinterpausen og frem mod næste sæson. Hvad skal være dine mål og fikspunkter derude?

- Det er klassikerne. Helt klart. Når det så er sagt, kunne jeg da også godt tænke mig at komme til sæsonstart og bare være helt klar. Altså køre stærkt allerede i Tour of Qatar i februar og køre med om sejren. Eller hvad det nu bliver, for jeg kender ikke mit program endnu.

- Men jeg er motiveret for at give den fuld gas og måske ofre sig lidt mere. Det er dejligt med et resultat. Forhåbentlig kommer der flere.

I sådan en sport som cykelsport kan selv de bedste jo komme til at tvivle. Det gjorde Alberto Contador efter sin Tour sidste år og du er vel ingen undtagelse heller?

- Jeg har ikke lavet andet end at tvivle, synes jeg. Jeg har ikke været i nærheden af et resultat i forhold til VM. Når man kun kører løb i weekenderne og træner ind imellem er det svært at rykke grænser.

Man kan heller aldrig vide, om man måske er faldet af på den eller de andre bare bliver stærkere. Den tvivl er vel uundgåelig, når resultaterne udebliver?

- Jo, vi tvivler alle sammen. Især når man ikke bliver bekræftet. Derfor er det også så vigtigt at bevare troen på, at det man laver, nu også er det rigtige. Hver eneste gang, man sætter sig på cyklen for at følge et træningsprogram skal man gøre det i forvisning om, at det er vejen frem.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mange i cykelmiljøet har tvivlet på Matti Breschel og måske tænkt på, om du var færdig og ikke sulten nok mere. Alle den slags spørgsmål, man nu går og stiller sig. Kan du forstå det?

Ja, og det ved jeg jo godt. Det har også brændt i mig. For fanden da! Men det er sådan noget, der er med til at hjælpe mig. Det giver lige det der ekstra. Jeg skal fandme vise dem.