Brøndby-investoren Jan Bech Andersen er med i Bjarne Riis' og Lars Seier Christensens nye cykelprojekt, hvor Team TREFOR overgår til at blive Team Virtu Pro-Veloconcept.

»Jeg har et rigtigt godt samarbejde med Veloconcept – et samarbejde, vi nu tager til det næste niveau. Cykling har altid været min store passion, og vi glæder os meget til at være en del af et talentfuldt hold med en klar målsætning om fortsat at være Danmarks bedste,« siger Jan Bech Andersen i en pressemeddelelse.

»Derudover ser vi meget frem til at arbejde sammen med Riis og Seier. Der er helt klart synergier mellem vores forretningsmodeller, og udover at være involveret på eliteplan glæder vi os til at gøre en forskel i en tid, hvor motionscykling måske er på sit højeste, og hvor folk vil have kvalitet og oplevelser i verdensklasse,« fortsætter han.

Jan Bech Andersen trådte ind som økonomisk redningsmandi Brøndby i 2014. Efter en skandale, hvor han havde forfattet anonyme indlæg i Brøndbys fanforum Sydsiden Online, trak han sig ganske vist som formand, men han har stadig et stort økonomisk engagement i den tidligere mesterklub, som tidligere i år måtte låne af ham til driften.