Colombianeren Rigoberto Uran Uran skifter fra Brian Holms QuickStep-mandskab til Cannondale-Garmin.

Uran er to gange blevet to'er i Giro d'Italia, både i 2013 og 2014, mens han i år måttet nøjes med en samlet 14. plads, efter at have været plaget af bronkitis i den første uge. Derudover har han vundet sølv ved OL i landevejsløb i 2012. I år er den 28-årige rytters bedste resultat en samlet tredjeplads i etapeløbet Tirreno-Adriatico samt titlen som national mester i enkeltstart.

Inden den 173 centimer høje rytter kom til Quickstep i 2014, kørte colombianeren i tre år for Team Sky. Meningen er, at han skal forstærke Cannondale-Garmin i Grand Tours-løbene, efter at holdet har mistet både irske Dan Martin, der er gået den modsatte vej, samt canadieren Ryder Hesjedal, der kører for Trek næste år. Og målet er i første omgang at få succes i Giro d'Italia.

»'Rige' er en leder. Ikke bare på grund hans fantastiske evner på vej, men også på grund af sin karisma,« siger Cannondale-Garmins direktør, Jonathan Vaughters.

»Han medbringer stil og passion, og han bliver et stort aktiv for holdet. Rigo har endnu et trin at bestige i Giroen, og jeg vil lægge mit hjerte i at hjælpe ham med at få det til at ske. Vi er meget begejstrede for at få ham med i vores 2016-trup,« siger Vaughters endvidere.