Er der noget, som den internationale cykelunion UCI går op i, er det cykelsportens utroligt gode rygte og image. I`image du cyclisme, som det populært hedder.
Derfor undrer det mig, at UCI havde godkendt et verdensmesterskab i enkeltstart med en afsluttende stigning, der ville passe bedre ind på en ekstrem etape enten i Giro d’Italia eller Vuelta a España end til en tidskørsel ved VM.
For at gøre det cyklende cirkus endnu mere underholdende, havde UCI lagt en rød løber til cykelskift på brostenene inden den afsluttende stigning. Spændingen var i top, og hjertet stod næsten stille. Ville rytterne forcere den sidste stigning på deres enkeltstartcykel, eller ville de lave cykelskift på den røde løber?
De lidt mere uerfarne temporyttere byttede transportmiddel, og som forventet kom seancen til at fremstå som et afsnit af Benny Hill. De stakkels ryttere tabte kæden, eller også kunne de ikke få fødderne i pedalerne. Underholdende var det faktisk på mange måder, men også lidt synd for rytterne og deres hjælpere, der blev udstillet som en flok amatører.
De største amatører var dog det stolte forbund UCI, der ikke helt har forstået, at røde løbere kun benyttes til galla og biografpremiere. Og cykelskiftene? De hører hjemme i cykelcross! Det er trods alt ret praktisk at kunne kende forskel på disciplinerne.
Grænsen mellem underholdning og topsport er hårfin, og det er ikke forbudt at tænke ud af boksen og lave lidt ekstra cirkus. Vi kan hurtigt blive enige om, at VM-ruten sidste år i Qatar ikke ligefrem gav gåsehud af spænding, men for mig blev grænsen overskredet ved det nu overståede VM i Bergen.
Man kan også skade sportens image ved at give en flaske til en tørstig rytter efter 49,99 km, når det kun er tilladt med 50 kilometer igen på grund af en eller anden gammel regel, som ingen fatter.
Er sokkerne for lange, gives der bøder, og er der ikke ærmer i cykeltrøjen, falder der for alvor brænde ned. Cykler rytterne på cykelstien, bliver de smidt ud af løbet med et fingerknips, og sidder saddelen eller styret to millimeter uden for de angivne mål, kasseres cyklen hurtigere, end Mark Cavendish kan spurte.
Det sidste, som vi ønsker, er at komme til at ligne en flok kulturløse triatleter med lange kompressionsokker, ærmeløse trøjer og cyklende på noget, der minder om en ombygget barnevogn og et fastelavnsris.
Jeg håber, at UCI fremadrettet tænker på l’image du cyclisme - eller hele den bureaukratiske smøre, man kalder ’portant atteinte à l'image du cyclisme’, hvilket vil sige at gøre skade på sportens image. Det skulle nødigt ende med, at rytterne lige pludselig skal forcere en sandgrav eller puste balloner op undervejs, fordi det er underholdende at se på. Så kan man da for alvor tale om cirkustilstande.
