Granvoksne tropsførere med speciale i at iscenesætte komsammen med et socialt sigte i uvante rammer kan få Brian Holm til at overveje en håndfuld øv-dage i sygemeldingens navn.

- Jeg hader teambuilding som pesten. Når der er teambuilding på programmet, bliver jeg pludselig ramt af influenza og må melde mig syg i en uge. Altså, at rende rundt i en skov gør mig altså ikke til noget bedre menneske, siger Brian Holm, som for år tilbage stiftede bekendtskab med den tidligere jægersoldat Carsten Mørch.

- Han skulle have taget et job som vinduespudser i stedet, fastslår Holm, der tror mere på naturmetoden, når det belgiske storhold QuickSteps trup skal finde fælles klangbund.

Brian Holm bliver aldrig rigtig fan af 'teambuilding'
Brian Holm bliver aldrig rigtig fan af 'teambuilding' Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

- Teambuilding er noget, vi ordner på våde brosten i Arenberg-skoven, eller når vi mødes på de første træningssamlinger, erklærer den danske sportsdirektør, som netop er taget til første samling for at lægger planer for sæsonen 2015.

Alligevel er der undtagelser fra Holms dogme om at trække sygemeldingskortet, hvis der bliver meldt en gang teambuilding op.

- En tur, som den Tinkoff-Saxo har været på til Kilimanjaro, virker spændende. Så er vi ved at være der. Det lyder som en stor oplevelse, men det har så også kostet et par millioner kroner, påpeger Holm.

Ifølge Tinkoff-Saxos danske yngling Christopher Juul-Jensen er pengene dog godt givet ud.

- Det er fascinerende med de her ture, Bjarne kan arrangere. Der er ikke akavede sociale barrierer og småpinlig tavshed, som hvis man blev samlet under mere ’normale rammer’ på en restaurant eller et hotel. Man har ingen telefon at gemme sig bag. Efter seks dage har man en fornemmelse af at være ret tæt på de nye.