Chris Froome skal være glad for, at de fleste hold begik en taktisk brøler på 2. etape af årets Tour de France, for ellers kunne vi meget vel stå med en anden vinder end ham. For vinde, det gør han formentlig. Jeg anser det ikke for ret sandsynligt, at den formodet største rival, Rigoberto Urán, tager 30 sekunder på Chris Froome på dagens enkeltstart.

Tilbage til begyndelsen og den misforståede ridderlighed! Før målbyen på 2. etape, Liège, styrtede Chris Froome. På det tidspunkt manglede der stadig et bakket terræn og kategori 4-stigningen Côte d’Olne, men lige pludselig kørte ingen hold stærkt i fronten af feltet. Man sænkede i stedet tempoet og ventede på Chris Froome og de andre, som var væltet. Havde de holdt farten, var Froome aldrig kommet tilbage i feltet, og så havde han tabt afgørende tid.

Taylor Phinney lå foran i udbruddet på det tidspunkt. Jeg spurgte efterfølgende mine ryttere, hvorfor Phinney fik så meget snor. De svarede, at de havde styr på Phinney, hvilket de også havde, og så tilføjede de: ’En del ryttere, inklusiv Froome, var styrtet.’

’Tror I, at I modtager en fairplay-pokal fra Team Sky?’, spurgte jeg tilbage. Det er helt misforstået at vente i den situation!

Man havde ikke behøvet at slagte Froome og ligefrem øge tempoet, men man kunne bare have holdt farten. Jeg har snakket med flere sportsdirektører i feltet, og de får alle sammen grå hår i hovedet af at tænke tilbage på den situation. I bilerne har vi sportsdirektører ikke tv, så vi får først bulletinerne om, hvem der er styrtet, for sent.

Det er cykelløb, vi kører, og det havde været et helt andet, hvis for eksempel BMC med Richie Porte havde sat sig i front af feltet og sikret samme tempo som før. Styrt og defekter sker. Sådan er cykelløb. Det var en kæmpe dumhed af holdene med klassementsdrømme ikke at køre dér, intet mindre.

Froome havde end ikke den gule trøje på det tidspunkt, og når jeg nævner den gule trøje, så lad mig runde den uskrevne regel med, at man venter på den førende rytter ved for eksempel en defekt. Det er også noget pladder! ’The Tour waits for nobody’, som de siger i England.

Ingen får et tak bagefter for at have sænket farten, og må jeg i den forbindelse minde om, at ingen ventede på min rytter Dan Martin, da han kolliderede med Richie Porte på etapen til Chambéry. Der blev stadig kørt væddeløb, og vi brokkede os aldrig over det efterfølgende. Hvorfor skal der så gælde andre regler for den gule trøje?

Da Tom Dumoulin – i den pink førertrøje – stod af på naturens vegne i Giroen med maveproblemer, holdt Movistar farten. Det resulterede i en – undskyld mig - shitstorm på det sociale medie Twitter og blandt kommentatorer. Selvfølgelig skulle Movistar da køre cykelløb, også selv om Dumoulin var stået af for at skide. Hvad så næste gang, at Dumoulin, eller Froome for den sags skyld, skal skifte kontaktlinser? Skal feltet så også vente dér? Uskrevne regler er noget af det værste sludder, som jeg nogensinde har hørt om.

For at nuancere det en smule er det ikke lige så nemt for rytterne at vide, hvem der er styrtet, som det er for andre med en tv-skærm. Hvis et hold havde kørt i situationen med Froome, ville det være blevet hængt godt og grundigt til tørre efterfølgende, og man kan få den tanke, at ingen ville skabe uvenskaber så tidligt i Touren. Selv om man gør det rigtige, hvilket set fra min stol ville have været at holde tempoet, vil der altid komme en reaktion. Men ’come on’! Det skal fortsat være et cykelløb, for ellers mister folk tilliden og tror, det er den store bagedyst, de ser.

Hvis Froome vinder sit fjerde Tour de France, er der ikke en finger at sætte på det. Han har været den bedste og mest stabile hele vejen igennem og har haft et godt hold. Længere er den ikke. På løbets og Richie Portes vegne var det synd, at australieren måtte udgå efter sit voldsomme styrt ned ad Mont du Chat. Jeg så Porte som bedre kørende end Froome. Jeg tror på, at Porte kunne have udfordret ham.

Urán og Romain Bardet har efterfølgende været godt med, og sådan er det i Tour de France. Sådan noget kendetegner cykelsporten, og sådan var det også med Peter Sagan, Mark Cavendish og alle de andre stjerner, som er udgået af årets løb. Ingen er uundværlige, selvom folk ofte tror, de er det. Nye folk kommer i rampelyset, der hele vejen fra start til slut har været på Chris Froome. Men tænk, hvis farten ikke var sænket på 2. etape. Så kunne det meget vel have set anderledes ud nu.