Oleg Tinkovs suspendering af Bjarne Riis er en panikreaktion, vurderer Quicksteps danske sportsdirektør Brian Holm.

Brian Holm har set det meste både som aktiv og i en efterhånden lang karriere som sportsdirektør for nogle af verdens bedste cykelhold. Men nyheden om Oleg Tinkovs suspendering af Bjarne Riis ganske kort inde i sæsonen 2015 tager alligevel prisen som noget af det mest besynderlige.

»Det er aldrig set før, tror jeg. Da jeg hørte historien på rygtebasis, troede jeg ikke på den. Det kunne ikke være rigtigt, men det er det altså,« lyder det fra en småchokeret Brian Holm, som aktuelt i i Spanien for at køre etapeløbet Katalonien Rundt.

Læs også:

Brian Holm har derfor også svært ved at se, hvordan Tinkoff-Saxo rejser sig efter BTs chokafsløring af, at den tidligere holdejer og grundlægger nu er sendt ud i kulden af manden, som i december 2013 overtog det dengang stolte flagskib i dansk cykelsport.

»Bjarne er yderst vellidt på holdet, både blandt ryttere og sportsdirektører. Så spørgsmålet er da, hvad Tinkoff-Saxo gør herfra. For mig virker det lige lovligt tidligt at spille »panikfodbold«, bare fordi resultaterne ikke lige har flasket sig,« vurderer Holm, der som aktiv kørte med Riis på Telekom.

Læs også:

»Bjarne skal nok klare sig, det er der ingen tvivl om. Men hvad med holdet, hvordan vil rytterne reagere på det her. Bjarne har roen, og det er ham, rytterne har tillid til. Det er en meget svær situation for alle,« siger Holm, som ikke tror på mere medvind til Contador, Sagan og kompagni i lyset af den chokerende melding om Riis' exit.

»Det er nok tvivlsomt, om det her hjælper på noget,« pointerer Brian Holm.