Matti Breschel ser frem til en sæson i nye holdfarver og med udsigt til en Tour-plads.

Gennem en 11 år lang karriere som pengerytter har Matti Breschel kun kørt for to forskellige hold. Nu ser han frem til at få ny luft under vingerne på det amerikanske Cannondale-hold, hvor atmosfæren er anderledes og han får en friere rolle.

I disse dage er en stor del af Cannondale-holdet samlet til årets første træningslejr og slider asfalten på landevejene omkring Girona. Blandt rytterne er Matti Breschel, der gør klar til sin første sæson i holdets grønne farver.

Efter at have tilbragt de seneste tre år hos Tinkoff-Saxo, som Bjarne Riis tidligere ejede og ledede, inden Oleg Tinkov først købte holdet og siden sparkede danskeren ud, er Breschel glad for luftforandringen og den venlige og afslappede atmosfære, der er blandt rytterne og ledelsen på hans nye hold.

»Det er meget positivt. Alle virker afslappede og er søde og rare. Og samtidig meget professionelle. Den her afslappethed skinner igennem - og den smitter af. Der er ikke så meget stress, alle ved godt, hvad de skal gøre,« fortæller Breschel, som inden skiftet kun kendte to af rytterne, Sebastian Langeveld og Tom Jelte-Slagter, fra deres fælles tid på Rabobank.

Til gengæld har han så kørt sammen med med de fleste af sportsdirektørerne - bortset fra danske Johnny Weltz, som han derimod kender fra deres fælles fortid dengang, da Riis’ hold hed Team CSC.

Sæsonplanen er lagt, og sigtet er det samme som så mange gange før. Matti Breschel skal peake i forårets klassikere og forsøge at forløse drømmen om en topplacering i et af cykelsportens mest sagnomspundne løb. Her kan han foreløbig se tilbage på en sjette- og en niendeplads i Flandern Rundt og en niendeplads i Paris-Roubaix. Og modsat de senere år kan han nu glæde sig over at være en af de ryttere på holdet, som der skal køres for.

»Det lyder sådan, og det var jo det, der var planen. Det var en af grundene til, at jeg valgte at skifte til Cannondale, at jeg kunne få noget mere frihed. Jeg tror, at det bliver mig, Langeveld og Dylan Van Baarle, der bliver satset på i klassikerne.«

»Det, de (Cannondale, red.) gerne vil,  er at komme ud og køre nogle cykelløb. Vi har været vant til, at der skulle køres for én mand på Tinkoff. Så jeg ser meget frem til, at vi alle sammen har nogle friere roller. Det giver mig flere muligheder.«

Og udsigten til selv at kunne køre efter sejren i stedet for, at løbene kun bliver hårdt arbejde, hvor man skal ofre sig for andre, har igen antændt ilden i den 31-årige sjællænder.

»Det er alt andet lige det, der motiverer mig, når jeg sætter mig op på cyklen hver dag for at træne. Det er jo, fordi man gerne vil vinde nogle cykelløb. Det hjælper en til lige at yde de par ekstra procent, som der skal til, når man ligger og træner i regn og sne henover vinteren. Jeg sætter også en stor ære i at hjælpe, men jeg ser meget frem til også at få lov selv - bare en gang imellem.«

Når klassikerne er kørt og Breschel har restituret, kan han se frem til at skulle spidse formen til igen med henblik på at køre Tour de France. Et løb, som han sin 11 år lange karriere til trods kun har kørt en gang.

»Lige nu er jeg inde i billedet til Tour de France. Jeg har fået at vide, at jeg skal gøre mig fortjent til det. Det er jo sådan, at man skal køre stærkt nok - man skal i hvert fald udføre sit arbejde. Måske skal jeg både køre Tour og Vuelta, måske kun en af dem.«

Og Breschel vil meget gerne have et gensyn med de franske landeveje, selvom det betyder tre uger i verdens mest krævende etapeløb.

»Helt sikkert. Tour de France er noget af det største, som du kan få lov at køre. Det er noget, at jeg hellere end gerne vil. Hvis du har kørt Tour de France i ti år, så kan det godt være, at du er lidt træt af det, men jeg har jo kun kørt det en gang. Jeg skal nok gøre mit for at være klar til det,« lover den dobbelte danske VM-medaljevinder, der i første omgang kan se frem til sæsondebut for sit nye hold sidst i januar på Mallorca, inden det gælder Paris-Nice som optakt til klassikerne.