Matti Breschel bryder med Tinkoff-Saxo, men fortsætter karrieren på topniveau.

Ny VM-succes er i sigtekornet for den dobbelte medaljevinder. Han har været der før. Sidst på sæsonen og med et verdensmesterskab som det helt store mål. Så langt er alt ved det gamle for Matti Breschel. Og så alligevel ikke.

For ved udgangen af 2015 er det slut med at trække i trøjen fra Tinkoff-Saxo, og dermed slutter en slags æra for endnu en af de danskere, som har tegnet holdet. Breschel har kørt under Bjarne Riis og siden den russiske holdejer, Oleg Tinkov, igennem ni sæsoner.

»Jeg har heldigvis min fremtid på plads, selv om jeg ikke er klar til at offentliggøre holdet endnu,« fortæller Breschel under en kaffepause på en træningstur i Italien.

Den danske klassikerspecialist har længe været at regne for fortid på Tinkoff-Saxo og ledig på et trængt marked, set med rytterøjne. Rygter om, at Matti Breschel ville blive tvunget til at træde et skridt nedad i niveau på den sportslige front, maner han dog selv i jorden.

»Jeg kommer til at køre på World Tour-niveau næste år. Kontrakten er sådan set på plads, selv om jeg ikke har skrevet under endnu. Det har været vigtigt for mig at finde et hold, hvor jeg kunne føle, at der var plads til mig. At der var sportslige perspektiver også for mig personligt,« understreger Breschel.

Nærmest rutinemæssigt har Matti Breschels sæson haft sin portion af styrt og skader. Sammenholdt med bestilt arbejde for den slovakiske superstjerne Peter Sagan i de fleste af forårets klassikere har det pensum ikke højnet Breschels personlige profil og succesrate, selv om det blev til et par fine etapesejre i Post Danmark Rundt.

»Jeg er jo ikke 25 år mere og har godt kunnet mærke, at man lige ville se mig an rundt omkring. Det har også betydet noget, at jeg ikke kørte Tour de France i år. Det er et stort udstillingsvindue, og der foregår mange forhandlinger dernede, så det har været lidt svært,« lyder det.

Forude venter et VM, hvor et dansk landshold igen vil være samlet om at søge hæder med Breschel som kaptajn. Om noget har den 31-årige familiefar vist sig at være dét, man kalder en mesterskabsrytter med to VM-medaljer fra henholdsvis 2008 og 2010 i samlingen.

»Jeg vil virkelig gerne lave endnu et godt resultat ved VM. Fjerdepladsen fra sidste år har givet mig tro på, at det kan lade sig gøre,« understreger Breschel, som fredag og søndag trimmer VM-formen med to canadiske World Tour-løb i henholdsvis Quebec og Montreal.

»Det er nogle fede løb, men også sindssygt hårde. På mange måder minder de om et VM, fordi vi kører på en rundstrækning. Især Quebec ligger godt til mig, og der vil jeg gå efter et resultat, mens det i Montreal nok bliver Roman Kreuziger, vi kører for.«

VM i landevejscykling køres i Richmond, Virginia i USA fra 19.-27. september.