Lotto-Jumbo holdet har skrevet kontrakt med den 25-årige Primoz Roglic - en tidligere junior-verdensmester i skihop.

Tilbage i 2007 var Primoz Roglic en meget talentfuld skihopper. Han havde vundet junior-VM, men et alvorligt styrt gjorde, at det slovenske skisports-håb måtte stoppe sin karriere.

Men lysten til elitesport var intakt. Og efter at være kommet sig over kvæstelserne kastede Primoz Roglic sig i stedet over cykling. Og her har han også haft stor succes.

I år har Primoz Roglic bl.a. vundet Slovenien Rundt og Aserbajdsjan Rundt, og det har nu indbragt ham en kontrakt med det Lotto-Jumbo holdet.

»Jeg er meget glad for dette skifte til et hold på højeste niveau i cykling,« siger Primoz Roglic til Lotto-Jumbo holdets hjemmeside.

»Jeg glæder mig mig meget til det. Jeg er en sportsmand af hjertet. Efter mit styrt i skihop ville jeg være professionel cykelrytter. Det er noget helt andet, men elitesport er nu en gang elitesport. Man skal arbejde hårdt for sagen,« tilføjer han.

»Jeg er en rytter, der er god i bjergene og til klassementet,« siger Primoz Roglic, hvis hold også ser frem til samarbejdet.

»Han imponerede virkelig i forskellige løb, hvor der også var ryttere med fra World Tour-holdene,« siger sportsdirektør Nico Verhoeven.

»Roglic var en topatlet som skihopper, og han tænker og lever som en elitesportsudøver. Han har en god attitude og et drive, der passer godt til os,« mener Lotto-Jumbo sportsdirektøren.