Endnu en rytter med en fortid på det franske Cofidis-hold er afgået ved døden i tidlig alder. Den tidligere verdensmester i parløb, Robert Sassone, er ifølge den franske sportsavis L'Equipe død. Han blev bare 37 år gammel.

Der er endnu ingen detaljer om årsagen til dødsfaldet.

Sassone blev professionel i 2000 og var på holdet de næste fire år, hvor han både kørte på landevejen og på banen. Han vandt således VM i parløb på banen i 2001 sammen med Jerome Neuville, og sølv i scratch to år senere.

Sassone blev udelukket i to år i 2004, fordi han havde afleveret en positiv dopingprøve ved et seksdagesløb.

Derudover fik han også en betinget dom på seks måneder ved en fransk domstol for sin andel i dopingmisbruget på Cofidis-holdet. Det var den undersøgelse, som fældede den skotske rytter David Millar, der fik en toårig dopingkarantæne.

Udover Sassone blev fire andre Cofidis-ryttere idømt betingede domme for doping-snyd. Det var Daniel Majewski, Marek Rutiewicz, Philippe Gaumont og Medéric Clain.

Gaumont, der indrømmede et massivt dopingmisbrug gennem hele karrieren, døde i 2013 i en alder af 40 år efter et hjerteanfald.

Belgiske Franck Vandenbrouke kørte også for Cofidis i 1999-2000. Han var belgisk cykling store håb, men den talentfulde rytter i stedet for at være meget kendt sit dopingmisbrug, sin hang til kokain og endelig et forfejlet forsøg på selvmord. Vandenbroucke døde i 2009, 34 år gammel, efter en blodprop i lungen.

Derudover mistede kasakken Andrei Kivilev på tragisk vis livet, mens han kørte for Cofidis. Kivilev styrtede uheldigt og slog hovedet under 2. etape af Paris-Nice i 2003. Han faldt i koma og vågnede aldrig igen. Siden blev det obligatorisk for alle ryttere at køre med hjelm.

Sassones to tidligere holdkammerater Nico Mattan og David Millar er begge berørt af dødsfaldet.