Det er sjældent, at Tinkoff-Saxos Team Manager, Bjarne Riis, kaster sig ud i de store følelsesmæssige udbrud. Men efter, at Riis' polske rytter Rafal Majka onsdag kørte holdets tredje etapesejr i årets Tour de France i hus, kunne danskeren ikke skjule sin glæde.

- Jeg er fandeme glad. Nu er jeg rigtig glad, lød det fra en storsmilende Riis.

- Jeg ville bare vinde den her etape i dag. Jeg ville bare have den. Og så lykkedes det, og det var bare så fedt, så fedt.

Tinkoff-Saxo havde foruden Majka også Nicolas Roche med i det afgørende udbrud, og deres samarbejde var - ifølge Riis - nøglen til onsdagens triumf.

- Det var en fantastisk indsats af Nico (Nicolas Roche, red), og uden ham havde vi slet ikke klaret den. Og Rafa er bare god. Det er storslået, det han laver, lød det fra den danske Team Manager.
 
Holdet led et alvorligt knæk, da kaptajn Alberto Contador måtte udgå med et brækket skinneben. Men med tre etapesejre og erobringen af den prikkede bjergtrøje har årets strabadser på de franske landeveje i den grad båret frugt for det russiskejede hold.