Mads Würtz Schmidt fra Virtu Pro-Veloconcept blev tiljublet af holdsponsor Bjarne Riis efter den flotte andenplads på 1. etape af PostNord Danmark Rundt, som blev vundet af Daniele Bennati.

Vejrguderne viste sig - præcis som sidste år - fra sin værste side i finalen af 1. etape af PostNord Danmark Rundt, som blev kørt onsdag med mål i Esbjerg og vundet af italieneren Daniele Bennati, der nu skal køre i løbets blå førertrøje.

Regndråberne gav tydelige udfordringer for publikum, som ilede i bilerne efter paraplyer, vandtætte jakker og hvad der ellers kunne skærme. For særligt to danskere betød regnvejret ingenting i stunden efter løbets afgørelse, fornemmede man.

Mads Würtz Schmidt fra det tidligere Trefor-hold, Virtu Pro-Veloconcept, kørte en flot andenplads efter Tinkoff-rytteren, som var for stærk i de to udbryderes spurt og vandt med tre sekunder. Det kan godt være, at de lyse krøller på U23-verdensmesterens hår var glattet ud af en blanding af sved og regn og som følge deraf sendte vand i øjnene på ham, men han havde nu alligevel rigeligt at glæde sig over.

»Det er superfedt, at vi kan levere sådan et resultat her på første etape,« sagde Mads Würtz Schmidt.

Den anden dansker, der var mindst lige så glad, hvis ikke mere, hedder Bjarne Riis. Bjarne Riis kæmpede ikke med samme hårmæssige udfordring som Mads Würtz Schmidt, men også han kunne juble over det stærke resultat. I sidste uge annoncerede Bjarne Riis og vennen og forretningspartneren Lars Seier Christensen, at makkerparret er blevet medsponsorere for det tidligere Trefor-hold. Derfor omfavnede Riis Mads Würtz Schmidt og gav ham håndklask som et bevis på sponsorens anerkendelse.

»For holdet betyder det helt vildt meget, og for os (Riis og Seier Christensen, red.) kunne det jo nærmest heller ikke være bedre. Vi kommer ind fra siden af, og så får vi sådan et resultat her. Mads er en god rytter. Han har næsen for det, og det viste han ved at køre efter Bennati, da han stak af sted kort før mål. Det er ikke det sidste, vi har set til ham.« sagde Bjarne Riis om Mads Würtz Schmidt, der da også nød at blive tiljublet af ’Ørnen fra Herning’:

»Bjarne er ikke med inde over det sportslige som sådan, men jeg er selvfølgelig glad for at kunne gøre min arbejdsgiver tilfreds.«

1. etape på 200 kilometer begyndte i Herning og relativt begivenhedsfattigt. Da hovedfeltet ramte Kammerslusen, kom der til gengæld gang i løjerne. Den lille bro på kun 2,5 meter lidt uden for Esbjerg gav en positionskamp uden lige. Tinkoff-rytterne med Michael Valgren som klassementshåb satte fart, kom først over broenog undgik dermed at blive hægtet af efter det uheld, som ramte Alex Rasmussen fra Team ColoQuick Cult midt ude på broen. Det satte blandt andre Lars Boom (Astana) ud af spillet.

Heldigvis for Mads Würtz Schmidt kom han også med i frontgruppen, der satte tempo frem mod målstregen og de tre omgange, der skulle køres i Esbjerg by. Forhåndsfavoritter som Michael Valgren (Tinkoff) og Søren Kragh Andersen (Team PostNord Danmark) undgik ligeledes et større tidstab ved Kammerslusen, men fordi Mads Würtz Schmidt stak af sted med Bennati, tog han med hjælp fra en højere fart og lidt bonussekunder henholdsvis 18 og 19 sekunder på de to danske kollegaer.

Det gode udgangspunkt i klassementet ødelagde ikke ligefrem humøret hos Mads Würtz Schmidt - eller Bjarne Riis for den sags skyld. Inden løbet var den spinkle, men hurtige, U23-verdensmester i enkeltstart udråbt som en af outsiderne, og med den stærke præstation og en enkeltstart i Nyborg forude lå det lige for at spørge, om Mads Würtz Schmidt nu er favorit til at vinde løbet. Den præmis købte han ikke.

»Der er stadig mange, som kan lave noget godt i klassementet. Vejle-etapen (3. etape, red.) er hård i år, og enkeltstarten (4. etape, 19,6 kilometer i og omkring Nyborg på Fyn, red.) er lidt længere, end den plejer at være. Det er stadig et ungt løb, men jeg har et godt udgangspunkt,« erkendte han.

Og netop Riis ville heller ikke udråbe Würtz Schmidt til favorit. Riis har set for mange ting i sin lange tid som rytter og senere holdejer til, at noget som helst skal pustes op eller tages for givet. Han ville dog gerne medgive, at udsigterne er spændende.

»Klarer Mads Vejle-etapen med de bedste, så ser det rigtig godt ud,« sagde Bjarne Riis.

Trods glæden blev begge noget mere alvorlige i ansigtsudtrykket, da de fortalte om deres syn på Würtz Scmidts muligheder i klassementet. Mon ikke det ændrer sig tilbage til de mange smil i Esbjerg, hvis den 21-årige og blonde dansker står øverst på podiet efter søndagens løbsafslutning på Frederiksberg og bliver udnævnt til vinder af PostNord Danmark Rundt?

Andet skulle være mærkeligt.