Team Tinkoff-Saxo og Bjarne Riis har lørdag meddelt, at endnu en forstærkning vil præge holdet i den kommende sæson og året efter. 

Det er den 28-årige kroat Robert Kiserlovski fra Team Trek, som fra 2015 vil køre for det russiskejede team. 

- Han bliver vigtig i de tre Grand Tours og gennem sæsonen for at styrke vores hold i kuperet og bjergrigt terræn. Når han er på sit bedste, er han en rytter, der kan byde ind med afgørende hjælp for vores kaptajner i afgørende situationer og levere på egen hånd. Jeg er overbevist om, at Robert vil være i stand til at forbedre sig endnu mere på vores hold, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

Teamejer Oleg Tinkov ser også frem til at få Kiserlovskis egenskaber over på sit hold. 

- Robert er en erfaren rytter og en stærk klatrer. Vi har brug for en rytter som ham på vores hold, og jeg er glad for at byde ham velkommen på verdens bedste cykelhold, forklarer Oleg Tinkov.  
 
Også Peter Sagan og den tidligere Riis-rytter Ivan Basso er at finde på Team Tinkoff-Saxo fra næste sæson.