Tinkoff-Saxos Alberto Contador vandt 20. etape ved årets Vuelta a España og ligner dermed en vinder af løbet.

Det skal gå meget galt for Alberto Contador på søndagens sidste etape ved Vuelta a España, hvis ikke han skal løbe med den samlede sejr efter en flot præstation på lørdagens vanvittige bjergetape. Og lørdagens sejr imponerede holdets sportschef Bjarne Riis.

- Det var en fantastisk etape. Endnu engang viste Alberto sin styrke. Den var hård her til sidst, men det gik, som vi gerne ville have, sagde Bjarne Riis umiddelbart efter etapen til tv2.

Lørdagens etape sluttede med en svær kategori 1-stigning efterfulgt af en grim opstigning til målet i Puerto de Ancares.

Skys Chris Froome var nødt til at blæse til angreb på lørdagens bjergetape, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at hente det ene minut og 19 sekunder, han var efter Alberto Contador. Derfor gik hans holdkammerater også frem i feltet og lagde et højt tempo, da det for alvor begyndte at gå opad, efter en rolig start på etapen.

Det høje tempo blev holdt helt til det sidste bjerg, hvor Sky sled den ene rytter op efter den anden, mens feltet kæmpede sig opad mod målstregen. Ni km. fra toppen blev ballet så åbnet, da Joaquim Rodriguez (Katusha) gik i udbrud. Bag ham gik kampen om den samlede sejr i gang, da Chris Froome gang på gang angreb Alberto Contador, der kæmpede for at holde britens hjul i en yderst underholdende affære. Bjarne Riis afslørede efter etapen, at der var nervøsitet bagved i bilen.

- Man ved jo aldrig om Alberto Contador lige har benene på dagen, men det havde han heldigvis. Og så formåede han at holde hovedet koldt hele vejen op ad bjerget, sagde Bjarne Riis.

Parløbet mellem de to ryttere gjorde også, at de til sidst fik hentet Joaquim Rodriguez, og så var Alberto Contador og Chris Froome alene i front kæmpende for den samlede sejr i klassementet såvel som etapesejren. Med under en km. til toppen stak spanieren så af sted og satte Chris Froome med 16 sekunder.

Dermed snuppede spanieren sin og holdets anden etapesejr ved årets løb, hvor den samlede sejr nu er så godt som sikret.

Søndag skal rytterne så ud på den afgørende 9,7 km. lange enkeltstart i Santiago De Compostela. Her bliver det umuligt for Chris Froome at hente de mere end halvandet minut, han hun er efter Alberto Contador i det samlede klassement. Den sidste mand på podiet bliver med alt sandsynlighed Alejandro Valverde (Movistar), der har et minut op til Chris Froome og mere end et minut ned til Joaquim Rodriguez, der gik ned til sidst på etapen efter hans åbning af løbet.

Det var ellers tvivlsomt, om Bjarne Riis' lille spanske klatre overhovedet kom til start ved løbet på grund af en skade ved årets Tour de France. Alberto Contador havde da også selv gjort det klart, at han ikke kunne vinde løbet. Nu løber han så med hele molevitten alligevel, og det glæder Tinkoff-Saxos sportschef Bjarne Riis.

- Det er imponerende flot af ham. Helt fantastisk, sluttede han.