Lad være med at køre for Astana.

Sådan lyder Bjarne Riis’ opfordring til danske cykelryttere efter det, han har set i årets Tour de France.  Det siger han til TV 2 Sporten.

Ved det netop overståede etapeløb i Frankrig stillede Jakob Fuglsang (der udgik) og Michael Valgren op for cykelholdet fra Kasakhstan. Det er en episode med sidstnævnte, der får Bjarne Riis til at reagere.

Michael Valgren fortalte ifølge TV 2, at han på en etape ikke kendte ’sin egen opgave’. Til det siger Bjarne Riis:

»Jeg sidder og bliver helt deprimeret. Det er lige nøjagtigt derfor, at de unge danskere ikke skal køre for det her hold. For det fungerer fandeme ikke. Undskyld mig, men det gør det bare ikke. Der er ingen struktur på det,« siger Bjarne Riis, der også kaldet det for ’dårlig ledelse’.

Der er fire danske ryttere hos Astana:

  • Jakob Fuglsang,
  • Michael Valgren,
  • Matti Breschel,
  • Jesper Hansen.

Desuden går der rygter om, at Magnus Cort skal være på vej mod et skifte til holdet fra Kasakhstan fra Orica-Scott.

Michael Valgren (tv.) og Jakob Fyglsang (nummer to fra højre) i årets Tour de France.
Michael Valgren (tv.) og Jakob Fyglsang (nummer to fra højre) i årets Tour de France. Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

Men det skal han lade være med, lyder det fra Bjarne Riis:

»Hvis jeg var Magnus, så ville jeg vælge fra. Så ville jeg vælge noget andet. Jeg synes, han kører på et fremragende hold. Et hold, som er rigtigt godt for de unge danskere. Astana? Nej, ikke hvis vi taler unge danskere. Det tror jeg ikke på,« siger Bjarne Riis.

Han har selv i mange år stået i spidsen for cykelhold i Tour de France, men det endte brat i 2015, da han blev fyret af den excentriske russiske mangemillioner Oleg Tinkov, der forinden havde købte cykelholdet af Bjarne Riis.

I dag forsøger han sammen med rigmanden Lars Seier at få et nyt stort cykelhold bygget op. Det hedder Team Virtu Pro–Véloconcept.