Bradley Wiggins slog endnu engang smæld med den verbale pisk efter at have sikret Tour-sejren på den sidste bjergetape

Bradley Wiggins havde tydeligvis noget på hjerte, efter han var kommet i mål som den store sejrherre på Tourens sidste bjergetape til Peyragudes.

Kun en sort kat over vejen kan nu fratage ham den samlede sejr, og 'Wiggo' er træt af negativt ladede spørgsmål.

- Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal føle nu. Efter alt hvad jeg har gjort i løbet af denne sæson stiller folk mig stadig negative spørgsmål. Der er stadig ingen, der har rost mig for at køre godt hele foråret, vinde en masse løb, komme her som favorit og tage den gule trøje samtidig med, jeg beredvilligt svarer på en masse spørgsmål om doping. Jeg skal stadig høre 'hvorfor er Alberto her ikke' og alt sådan noget ævl, lød det tydeligt irriteret fra Bradley Wiggins.

Svadaen blev rundet af med en kommentar rettet direkte til den journalist, der havde stillet spørgsmålet, der startede det hele.

- Men sådan er du jo naturligvis ikke. Du er et godt menneske, lød det fra Tourens gule trøje.

Wiggins leverede også en stikpille til Fränk Schleck, der blev trukket ud af løbet efter en positiv dopingprøve. Forinden var Wiggins blevet spurgt, om han frygter, at hans sejr kun vil blive husket for fraværet af de store navne som Andy Schleck, Alberto Contador og altså også Frank Schleck.

- For mig har Fränk (Schleck, red.) slet ikke været med i Tour de France, når han tester positiv på den måde, sagde Bradley Wiggins.