KØB PLUS!

Bitter marketingsroulade

KOMMENTAR

Der er aldrig stille om cykelholdet Christina Watches-Onfone i mere end nogle få dage ad gangen.

Det ville være en skøn konstatering, hvis det ellers handlede om succeshistorier, visionær initiativrigdom eller sportlige højdepunkter for holdet, der i december 2010 blev født som en redningskrans for at gang i nødstedte Michael Rasmussens hjul igen.

Dengang betegnede Brian Holm ægteparret Claus og Christina Hembos projekt som "jysk marketingsroulade". Det var hårde ord at bruge om iværksætterlyst, når den kommer ud over stepperne i en fart, for man må medgive Christina Watches-Onfone, at holdet har været dygtige til både at skaffe sig sponsorer og omtale.

Det sidste gør de så også for snart sagt enhver pris. Seneste med historien om, at Christina Watches-Onfone agter at rykke basen fra Herning til det store udland, fordi Danmarks Cykle Union forgæves har bedt om et regnskab indenfor en given tidsfrist. Det er i parentes bemærket en opgave, seks andre danske cykelhold med Continental status har formået at løse uden de store sværdslag.

Skal man tro direktør Claus Hembo er der åbne arme hele vejen rundt, hvis Rasmussen og kompagni ikke længere vil køre under dansk flag.

Spørgsmålet er så, i hvor høj grad, det overhovedet ville være et tab for dansk cykelsport at se Michael Rasmussen dampe af i selskab med den forhåndenværende trup.

Efter en 2012 sæson, hvor Christina Watches-Onfone pænt sagt ikke har spillet nogen betydende rolle på de danske landeveje, har svingdøren været i voldsom rotation.

Stort set samtlige danske ryttere er fra årsskiftet væk til fordel for en totalt ukendt albaner, en italiensk lærling, to australske baneryttere og den spanske eks-doper Constantino Zaballa, hvis problematiske ry og rygte marginaliserede den tidligere klassikervinder i en grad, så der vel skulle en åndsfælle som Michael Rasmussen til at samle ham op.
 
Claus Hembo har flere gange benyttet lejligheden til at understrege, at Christina watches-Onfone skam ikke er et "dansk talenthold". Og at man ikke gider flytte rundt på de "ludo-brikker" af ryttere, som udgør den hjemlige elite af semi-professionelle.

Det synspunkt er fuldt ud legitimt. Men så skal det vel heller ikke bruges som en trussel, at man agter at søge væk fra danske himmelstrøg. Tabet er da til at overse efterhånden når Christina Watches-Onfone fra og med næste sæson kan præsentere det aldrende knudepunkt Michael Rasmussen, arbejdshesten Marc Hester og måske Martin Pedersen som det danske islæt.

Sagt med andre ord er Christina Watches-Onfone ikke længere så danske, at det gør noget. Og da holdet med de vildtvoksende ambitioner allerede har annonceret, at man i 2013 vil prioritere den udenlanske løbskalender under indtryk af sæsonens triumfer i eksempelvis Tour of Malta og en håndfuld fjernøstlige etapeløb med kinøjsiske forretningsforbindelser i kikkerten, er der vel ikke andet at sige end: God vind.

Jysk marketingsroulade er formentlig spiselig uanset hvor man slår sig ned. Ellers er det for alvor regnskabets time for ur-holdet.   

Din kommentar