Den tidligere verdensmester, belgiske Philippe Gilbert viste sig som den stærkeste rytter, da semiklassikeren Brabantse Pijl skulle afgøres.  

I 2011 vandt Philip Gilbert de tre forårsklassikere Amstel Gold Race, Liège–Bastogne–Liège og La Flèche Wallonne. Siden har belgieren kæmpet med at genfinde storformen. Derfor må der have faldet en kæmpe sten fra hans skulder, da han onsdag spurtede sig til sejren i semiklassikeren Brabantse Pijl.

En overgang så det ellers ud til, at Philippe Gilbert havde forspildt sine chance i løbet. 21 kilometer fra mål angreb BMC-rytteren på egen hånd, og han lå i lang tid mellem feltet og en foranliggende gruppe af udbrydere og brændte unødige kræfter af. Da det endelig lykkedes for Gilbert at skabe kontakt, blev gruppen hentet kort efter.

Men på trods af det forspildte angreb havde Philippe Gilbert altså tilstrækkelig med kræfter tilbage til at sætte konkurrenterne på plads. Et stærkt decimeret felt kørte inde på de sidste kilometer, og 500 meter fra mål åbnede Gilbert sin spurt. Australske Michael Matthews kom stærkt bagfra, men belgieren formåede at holde hele vejen til stregen.

Top 10 i Brabantse Pijl:

1. Philippe Gilbert

2. Michael Matthews

3. Tony Gallopin

4. Simon Geschke

5. Bjorn Leukemans

6. Nathan Haas

7. Davide Rebellin

8. Julien Vermote

9. Sebastien Reichenbach

10. Alexey Tsatevich